Det er ti år, siden temperaturerne har været så lave. Så koldt bliver det

Vi skal helt tilbage til december 2012 for at finde en julemåned med flere kuldedøgn. Mandag kan blive et vendepunkt.

Snebyger over Nordsøen kan meget vel være på vej ind over Danmark. Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix (arkiv)

Fra forårstilstande i november til uhørt lave temperaturer i december.

Det er nok gået de færrestes næse – eller forfrosne fingre – forbi, at der er koldt i Danmark lige nu. Så koldt, at vi skal et helt årti tilbage for at finde noget lignende.

Arktisk kulde har lagt sig som et tæppe over store dele af Europa, og den kommende tid vil temperaturen ligge fire grader under, hvad der er normalt for december.

Den normale gennemsnitstemperatur for dag og nat i december ligger på 1,8 grader, fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Thor Hartz.

»Vi er inde i en særdeles kold tid,« siger han.

»Det meste af december har vi haft nattefrost og kun få dage, hvor temperaturen lige har sneget sig over frysepunktet.«

Tocifrede minusgrader

Denne uge er der kun få kystnære områder, hvor temperaturen kan liste sig op over frysepunktet i dagtimerne.

Ellers byder de kommende dage på et sted mellem et rundt nul og tre frostgrader.

Nætterne byder på tocifrede minusgrader i Jylland, hvor temperaturen meget vel kan komme ned på mellem 10 og 12 minusgrader.

På Sjælland er intervallet tre til otte med negativt fortegn.

Så lave temperaturer hører til sjældenhederne herhjemme. Ifølge Thor Hartz skal vi helt tilbage til december 2012 for at finde en julemåned med flere kuldedøgn.

»Vi skal ti år tilbage for at finde en længerevarende periode med så koldt vejr,« siger han.

Til de, der drømmer om julesne

I øjeblikket ligger der en del snebyger ud over Nordsøen, som meget vel kan være på vej ind over Jylland.

Lørdag ser lige nu ud til at blive en ekstra forfrossen affære i en kold tid.

De, der drømmer om en hvid jul, kan til gengæld gå hen og blive skuffede, fortæller meteorologen. Om en uge kan vi efter alt at dømme få varmen igen.

»Mandag ser det ud, som om vi får et vejrskifte. Varmen begynder at presse på fra sydvest,« siger han.

Næste uge byder på regn og mildt vejr med fem til otte grader om dagen.

»Det kan måske være, at kulden vender tilbage omkring jul,« siger Thor Hartz, der ikke helt vil afskrive muligheden for lokalt snedække 24. december.

Chancen for en landsdækkende hvid jul er dog ikke stor.