Efter at antallet af indlagte covid-19-patienter var helt nede på 285 i opgørelsen søndag, er tallet  igen steget. Nu er der 310 indlagte, hvilket er 25 flere end døgnet før. Der er også kommet to flere på intensiv, hvor der ligger 72. Antallet af patienter i respirator er faldet med en. 154 nye regnes for at have overstået infektionen, hvilket bringer det samlede tal op på 5.959. Fem mennesker med covid-19 afgik ved døden det seneste døgn. I alt er 427 registreret som døde med covid-19 i Danmark.

Tallene stammer fra de overvågningsrapporter, som Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut (SSI) dagligt offentliggør. Rapporterne beskriver udviklingen af covid-19 herhjemme, og Berlingske følger den tæt med analyser fra Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen og speciallæge i anæstesi, samt fra Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør i SSI.