I april blev et spektakulært sommerhus i Liseleje med et rekordhøjt prisskilt sat til salg.
Med en udbudspris på 80 millioner kroner kårede boligsiden Boliga huset til det dyreste fritidshus nogensinde.
Men nu her – knap 10 måneder efter det blev sat til salg – er der endnu ikke fundet en køber til Hyllingebjergvej 116 i Liseleje.
Derfor bliver der høvlet intet mindre end 22 millioner af udbudsprisen, som nu ligger på 58 millioner kroner, skriver TV 2 Kosmopol.
Sommerhuset er ejet af eventmageren Peter Bindner, der gik personligt konkurs sidste år. Det er kammeradvokaten, der er kurator i sagen, og som prøver at få sommerhuset solgt til en lavere pris.
Tidshorisonten er dog ifølge TV 2 Kosmopol ganske kort og løber frem til 20. februar. Så ryger bjælkehytten på tvangsauktion.
Amerikansk bjælkehus med privat tennisbane
Sommerhuset går under navnet »Havgården« og er et, som Peter Bindner erhvervede sig i 2001 til en pris på 5,9 millioner.
Det fuldtømrede bjælkehus er bygget i 1934 og består af 220 kvadratmeter, der er indrettet med både bar, vinrum og spa.
Det er dog den store grund, der ifølge ejendomsmægler Claus Borg fra liebhavermægleren Claus Borg og Heilesen, der ligger til grund for prisen, har han tidligere sagt til Berlingske.
På den hele fem hektar store grund er der både en hestefold, skov, en tennisbane og 160 meter kystlinje.

Hvorfor er det sat til salg?
Peter Bindner kom især i offentlighedens søgelys under coronanedlukningerne, hvor han modtog i alt 12 millioner kroner til coronahjælpepakker for at arrangere otte busture i landets fire største byer, mens der blev spillet musik.
Siden har Ekstra Bladet så afdækket, at alt ikke var, som det burde være i forhold til de kulturelle events.
Slots- og Kulturstyrelsen har nemlig vurderet, at Peter Bindners selskab har modtaget godt 10,7 millioner kroner for meget og har derfor krævet penge tilbage.
Penge, som eventmageren har nægtet at betale, hvorfor han i dag er begæret personligt konkurs.
I denne weekend blev der så føjet endnu et kapitel til sagen.
Her kunne TV 2, som har fået aktindsigt i kurators seneste redegørelse hos Sø- og Handelsretten, konstatere, at man er kommet frem til, at Peter Bindner har udvist »groft uforsvarlig forretningsførelse«. Derfor har man valgt at indstille ham til konkurskarantæne.
I så fald vil han i en årrække miste retten til at være en del af ledelsen i virksomheder.

Og ud over det beløb, som Slots- og Kulturstyrelsen kræver tilbagebetalt, ser Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen gerne, at mere end fem millioner bliver tilbagebetalt.
Det er, fordi Peter Bindner angiveligt skulle have indberettet købsmoms for udgifter, som han ikke reelt har afholdt, skriver TV 2.
Kurator mener også, at en række pengeoverførsler kan kræves tilbage til konkursboet. Det gælder i alt knap otte millioner kroner, hvor størstedelen er overført til et andet af Bindners selskaber.
Hvad siger han selv?
Berlingske har forelagt kritikken for Peter Bindner, der har sendt dette skriftlige svar på mail:
»PB ACTION FEST & EVENTBUREAU ansøgte i 2020 Slots- og Kulturstyrelsens Aktivitetspulje til kulturaktiviteter under hensyntagen til covid-19-restriktioner. Der blev med succes gennemført otte musikevents med et stort antal kunstnere i København, Odense, Aarhus og Aalborg kendt som fire 'STUEKONCERTEVENT' og fire 'JULE & LUCIAEVENT'. Alle otte koncerter blev afviklet fra en mobilscene, 'en åben dobbeltdækkerbus', med musikere og shows, og det antages, at over 100.000 personer så koncerterne.«
»Slots- og Kulturstyrelsen modtog sammen med ansøgningerne et udførligt budget med specifikation over udgifterne ved de 8 koncerter, og Styrelsen har således haft et meget præcist indblik i, hvad pengene skulle bruges til, samt at de har godkendt med baggrund heri. Derudover har Slots- og Kulturstyrelsen stillet supplerende spørgsmål om omkostningernes størrelse, som er besvaret af PB ACTION FEST & EVENTBUREAU inden godkendelsen.«
Selvom prisskiltet på Peter Bindners sommerhus har fået et ordentligt nøk nedad, er der stadig chance for, at det bliver det dyreste solgte i Danmark nogensinde.
Den plads tilhører lige nu en feriebolig ved vandkanten i Tisvildeleje, der blev solgt for 44.075.000 kroner i 2021 ifølge Boliga.




