Den 70-årige senator Bob Menendez er blevet fundet skyldig i alle punkter i sin føderale korruptionssag.
Den tidligere formand for Senatets magtfulde udenrigskomité blev dømt for alle 16 forhold, han stod over for.
Den spektakulære sag, der kan koste ham helt op til 200 års fængsel, vurderes af flere amerikanske medier som værende en af de største korruptionssager i amerikansk politik.
Menendez blev sigtet første gang den 23. september 2023, hvortil et yderligere 18-siders anklageskrift blev tilføjet i marts.
Anklageskriftet anklager ham for at have handlet som udenlandsk agent til gavn for den egyptiske regering gennem sin magt og indflydelse som senator.
Anklagerne omfatter også modtagelse af bestikkelse, hvor regeringens vidner har fremlagt beviser på, at mere end 486.000 dollar i kontanter og 100.000 dollar i guldbarrer blev fundet i Menendez’ hjem af FBI.
Anklagerne omfatter også afpresning, bedrageri, hindring af retfærdighed og adskillige tilfælde af sammensværgelse.
Det skriver det amerikanske medie The Hill.
Det er også bevist, at hans kone, Nadine Menendez, ofte tjente som mellemmand for sin mand og forretningsmændene. Hendes sag er dog blevet udskudt på ubestemt tid grundet en brystkræftdiagnose.
Stor dom venter i oktober
Afgørelsen kommer, kun få måneder før Menendez’ senatssæde sættes på højkant blandt vælgerne i New Jersey til efteråret.
Menendez besluttede dog allerede for måneder siden, at han ikke ville søge den demokratiske nominering i New Jersey.
I stedet har han ansøgt om at stille op som uafhængig, hvilket ifølge NBC News truede med at komplicere valget for Demokraterne i staten, der ellers normalt tilfalder partiet.
I stedet kan Menendez formentlig se frem til mange års fængsel.
Nævningene voterede i tre dage, før afgørelsen faldt.
Med afgørelsen, der kender ham skyldig i alle 16 punkter mod ham, risikerer han at få en dom på helt op til 200 års fængsel, selvom en så hård dom er usandsynlig.
Det skyldes, at det er sandsynligt, at han kan afsone flere af sine straffe på samme tid, hvilket ifølge Fox News realistisk set kan betyde 20 års fængsel.
Dommen falder den 29. oktober.