Det er ikke kun herhjemme, at studerende camperer på campus i protest mod universitetets investeringer med tråde til Israel.
I Irland har studerende på Trinity College Dublin gjort netop det i fem dage.
Og nu er universitetet gået med til at imødekomme de studerendes krav. Det skriver The Guardian.
I en meddelelse bekræfter universitetet, som ligger i centrum af den irske hovedstad, at demonstranterne og universitetets ledelse er nået til enighed om en aftale:
»Trinity vil gennemføre et frasalg af sine investeringer i israelske virksomheder, som har aktiviteter på palæstinensisk område og fremgår på FNs sortliste,« skriver Trinity College Dublin.
Til gengæld for frasalget af universitetets aktiver har demonstranterne til gengæld gået med til at ophæve demonstrationen og forlade campus.
Ifølge The Guardian vil Trinity College Dublin droppe sine investeringer i én virksomhed. The New York Times skriver dog, at der er tale om tre virksomheder, der ifølge FN har aktiviteter i besatte palæstinensiske områder.
Hvilke virksomheder, det har drejet sig om, fremgår ikke.
Virksomheden, som Trinity College Dublin nu har ophævet sit samarbejde med, vil fortsat løbe frem til marts 2025 på grund af aftaleregler.
I modsætning til i USA har man ikke forsøgt at fjerne de studerende fra universitetets campus på Trinity College Dublin. Helt omvendt har universitetets dekan, Eoin O'Sullivan, som også har stået for forhandlingerne mellem uddannelsesinstitutionen og de studerende, takket dem for deres »engagement«.
Universitetet estimerer, at demonstrationen samlet har kostet universitetet omkring 2,6 millioner kroner, eftersom de studerende under demonstrationen har blokeret for adgangen til The Book of Kells, en manuskriptsamling og turistattraktion, som udstilles på universitetets gamle bibliotek.
I Danmark har flere studerende ligeledes sat en protestlejr op ved Københavns Universitet. Her er et af deres krav, at det danske universitet også dropper dets investeringer i virksomheder, der fungerer på palæstinensisk område.
Det har Københavns Universitet indtil videre afvist at gøre. Universitetet har dog lagt frem, at det har investeringer for cirka en million kroner i tre virksomheder, der ifølge FN har forretningsmæssige tråde til israelske bosættelser i besatte palæstinensiske områder.
Det drejer sig om Booking.com, Airbnb og eDreams.




