De forførte en hel nation og det halve Europa – men EM-heltenes eventyr sluttede uden rådhuspandekager

»Jeg synes på sæt og vis, at det her er meget, meget større« end 1992, lød det fra en fremmødt fodboldfan, da herrelandsholdet torsdag eftermiddag vendte hjem til Danmark efter semifinalenederlaget ved EM. Det blev ikke til et nyt europamesterskab, og hjemkomsten var ydmyg og taknemmelig snarere end triumferende. Men turneringen har ifølge landstræner Kasper Hjulmand mindet os om, »at fodbold er det største sociale fænomen i verden«.

Kasper Schmeichel kommer ud af flyet, efter at det danske fodboldlandshold er landet i Københavns Lufthavn. Det blev ikke den samme storladne velkomst, som vi har set ved andre store sportspræstationer. Men de vigtigste var der. Både i ånden og rent fysisk. Mads Claus Rasmussen

I Danmark er vi som bekendt stolte af vores lidenhed, en nation på størrelse med en kinesisk stationsby, hvor afstanden fra lav til høj er kort, og man måske den ene dag kan være så heldig at slå en vis legemsdel i samme flysæde, som Kasper Schmeichel sad i en dag eller to forinden.

Det røde MD80-fly fra Danish Air Transport, der torsdag fragtede de danske semifinalister hjem fra Wembley, fløj i hvert fald tidligere i turneringen ruten København-Aalborg i ugen mellem, at det bragte herrelandsholdet til først Amsterdam og siden Baku på deres vej mod det bedste slutrunderesultat i tre årtier.