Telefonen vibrerer. Der er luftalarm over Kyiv.
»Vi får besked, hver gang der er luftalarm et sted. Så ved vi, hvornår vores venner og familie skal i beskyttelsesrum,« forklarer Uliana Stavynoha-Chernokua og er stille lidt.
Så smiler hun og pakker sin telefon væk. Der er langt fra den kommunale bygning i Hornbæk til Kyiv.
»Jeg ved godt, at jeg snart er nødt til at få lidt distance til det, der sker i Ukraine, men vi er afhængige af nyheder lige nu,« siger hun.
Som flygtning må man tage til takke med det, andre stiller til rådighed. Men Uliana sukker alligevel og stikker hovedet ud af værelse ni på det nedlagte plejehjem i Hornbæk, som nu er hendes families hjem, og kigger efter en repræsentant fra Helsingør Kommune. Hun er blevet tildelt et lille værelse med tekøkken og to køjesenge til hende selv, hendes tre drenge på 11, 14 og 16 år, deres labrador og deres kat. Det er småt, det er ok, men der mangler noget meget vigtigt.
»Der er ikke stole og et bord eller et sted, hvor drengene kan passe deres skole,« siger hun.
»Åh,« udbryder hun og smiler, da hun opdager, at der skråt overfor værelset er en lille krog med et bord og seks stole.
Meget mere skal der ikke til lige nu. Der er masser af praktiske problemer, men i den store sammenhæng er de små, forklarer Uliana og åbner app'en Telegram på sin telefon og viser, hvordan det vælter ind med dårlige nyheder fra hendes hjemland.
»I dag er det især nyheden om stråling ved Tjernobyl, der er foruroligende. Jeg ved ikke, om I kan forestille jer det, men for ukrainere er det meget skræmmende,« siger hun og scroller lidt ned og peger på historien om en lille pige, der har mistet livet efter et bombardement af et børnehospital.
»Lige nu er der tusinder og atter tusinder af knuste ukrainske hjerter,« siger hun.
»Vi føler med jer«
Afhængigheden af dårlige nyheder fra Ukraine gør sig også gældende for de andre flygtninge, som nu er flyttet ind på Bøgehøjgård i Hornbæk.
En del af dem ankom med en bus fra Krakow, som Berlingske fulgte. To familier er kørt selv hele vejen fra Ukraine, og så er der et par familier, som er blevet hentet af danske biler i Polen, hvorefter de i første omgang blev indkvarteret privat. Men af forskellige årsager har det ikke fungeret, så nu er de installeret på et nedlagt plejehjem, som Helsingør Kommune i en fart har fået klar.
Meget er ikke på plads. Det vigtigste har været rengøring, senge og wi-fi, så ukrainerne kan holde forbindelsen til deres familier i hjemlandet. Resten kommer, forsikrer borgmester Benedikte Kiær (K), som er mødt op for at byde ukrainerne velkommen i deres nye hjem, imens der bliver serveret kaffe og kage.
»Vi føler med jer. Vi tænker rigtig meget på jeres land. Velkommen til,« siger borgmesteren i en kort improviseret tale, og hun lover også, at der bliver fundet løsninger på alle ukrainernes praktiske problemer, så de kan få noget, der minder om en hverdag.
I forhold til nyhederne fra Ukraine er de praktiske problemer i Danmark små, og i modsætning til problemerne i Ukraine kan de løses.
Ingen penge
I et forsøg på at beskytte ukrainske banker er der lagt begrænsninger på brug af ukrainske kreditkort, så flygtningene kan ikke hæve kontanter. Og de kan heller ikke veksle amerikanske dollar til danske kroner, fordi danske banker kun i begrænset grad har kontanter liggende. Så de ukrainske flygtninge er afhængige af kommunal hjælp og en mindre hær af frivillige, som er klar til at hjælpe med stort og småt.
Men Ulianas familie er forholdsvis selvkørende. Allerede under coronapandemien begyndte drengenes skoler i den vestlige ukrainske by Lviv at lave onlineundervisning, og da Rusland 24. februar invaderede Ukraine, blev onlineundervisningen genoptaget.
Ingen ved, hvor længe de ukrainske flygtninge skal opholde sig i Danmark, men i første omgang skal Ulianas tre drenge bare passe deres skole præcis på samme måde, som da de boede i en boligblok, som blev for usikker, da russerne sendte missiler imod lufthavnen lige ved siden af. Ulianas eksmand bad hende bringe sønnerne i sikkerhed.
Det kunne han ikke selv. Alle ukrainske mænd mellem 18 og 60 år skal blive og kæmpe mod den russiske hær.
Det er derfor, at deres liv nu går videre i Danmark, og drengenes far følger med på Facetime.
»Ved du, om der ligger nogle kafferisterier i nærheden?« spørger Ulianas ældste søn Alexander, som har åbnet Google Maps på sin telefon.
»Han er en lille barista, og han har taget både kværn og udstyr med,« siger Uliana og griner.
Fodboldtræning over Zoom
Frivillige har afleveret bunker af tøj, og flere af de ukrainske flygtninge går allerede rundt i sweatshirts fra danske efterskoler. De basale behov tager Helsingør Kommune sig af, så allerede fire dage efter ankomsten til Danmark, er Uliana gået i gang med at genskabe så meget af sin families hverdag, som det nu er muligt.
Hendes yngste søn har brug for en boldpumpe. Da familien i al hast pakkede det, de selv kunne bære, fik de tre drenge lov til at tage en ting med hver, og den yngste – Matei – fik sin fodbold med, så han over Zoom kan passe sin talenttræning i sin klub RUH Lviv.
Han skulle have været til optagelsesprøve på et fodboldakademi i april.
»Men alle vores planer for fremtiden er …,« siger Uliana og leder efter det rigtige ord.
»På standby,« siger hun så.
Google Maps bliver åbnet igen, og Alexander leder efter sportsbutikker i jagten på en boldpumpe. Men i Hornbæk er der kun to sportsbutikker, som specialiserer sig i henholdsvis golf og sejlsport. Til gengæld er der kun 200 meter til Hornbæk Idrætsanlæg og de lokale idrætsforeninger har meldt sig klar til at hjælpe. Boldpumpen skal nok komme.
Næste bus med flygtninge ankom fredag, og der er flere busser på vej. Krigen i Ukraine er 14 dage gammel, og der er plads til knap 200 flygtninge på det nedlagte plejehjem.
