De fattigste taber på omfordeling: »Er det her en gruppe elever, man er villig til at ofre fagligt, alene for at blande indkomstgrupper?«

Formålet skulle være bedre integration, men Vestegnens fattigste gymnasieelever taber fagligt på regeringens omfordelingsplan, som eksperter kalder »et bureaukratisk mareridt«.

1 A har historie med Marie Louise Thomassen på Høje Taastrup Private Gymnasium. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen Niels Ahlmann Olesen

Imens forældre gør oprør imod regeringens planer om omfordeling af gymnasieelever, og eksperter kalder fordeling af børn på baggrund af forældres indkomst for »ungdomsskadeligt«, »politisk makværk« og et »bureaukratisk mareridt«, er elevernes faglighed fuldstændig fraværende fra diskussionen.

Med Undervisningsministeriets eget talmateriale er det ellers ikke svært at få en indikation af, at det især på den københavnske vestegn vil få ganske negative følger for elever med forældre fra lavindkomstgruppen. Altså den gruppe elever, som har mest brug for et løft i undervisningen.