De er helt tæt på coronavirussen, men føler sig glemt. Nu taler bedemændene ud: »Der er nok meget, folk ikke ved«

Landet over står bedemænd ansigt til ansigt med coronavirussen. De skal hente og bringe danskere, som er døde med eller af covid-19, og hver gang er de i risiko for at blive smittet. Bedemændene er fortsat i frontlinjen og føler sig overset af myndighederne.

Bedemand Jacob Staal håndterer en kiste i Bedre Begravelses lokaler i Brøndby. En seddel uden på lågen til køleboksene viser, hvem der ligger inde bagved. Mathias Svold

Hvis du møder dem, er de klædt i sort fra top til tå. Bortset fra skjorten, som ofte er hvid. Det er bedemandens arbejdstøj.

Sådan plejede det i hvert fald at være. Nu arbejder de i »rumdragter«: hvide beskyttelsesdragter, to lag handsker, mundbind og sikkerhedsbriller.