De er et eksempel på en modtendens til butiksdød: Ude på landet i Nordsjælland er et lille opgør i gang

Louise og Thomas Køster ejer det bæredygtige Rabarbergaarden i Holløse i Nordsjælland. Snart åbner de en grøn købmand i området og håber, at iværksættere i andre landsbyer vil følge trop. Sådan modarbejder vi butiksdød, mener parret – og redder miljøet.

Længe har vi talt om butiksdød på landet, men i Holløse – mellem Vejby og Tisvilde – har en gård fået succes. Rabarbergaardens restaurant er blevet rost af anmelderne, og butikken står til en udvidelse med penge fra de lokale. Årsagen skal findes i en ændring i danskernes tankegang, mener ejerne bag, Louise og Thomas Køster. Niels Ahlmann Olesen

Trods regnvejr ruller bilerne ind på gruspladsen foran den hvide bondegård: Både Audier og Citroëner. Folk i regnstøvler og gummisko træder ud af bilerne og ind i butikken. De er gået tværs over den mudrede parkeringsplads for at købe brød, kanelsnurre og sandwiches to go hos Rabarbergaarden.

Med marker på begge sider og kun enkelte naboer er gården, som ligger i Holløse – mellem Tisvildeleje og Vejby Strand – i Nordsjælland, ikke et sted, man støder på ved et uheld.