Bør danskerne under coronakrisen forblive i højeste beredskab og følge alle retningslinjer, selv om smittetallet er faldende? Ifølge en ny vurdering af løbende målinger af danskernes adfærd under coronakrisen, kan borgerne tillade sig at slappe af under faldende smittetal, fordi de er klar, hvis smittetallet skulle stige.

»Vores konklusion på dataene lige nu er, at vi i højere grad har en handleparat befolkning, som så at sige reagerer som en termostat. Når smittetallene ser gode ud, slapper man mere af, og når smittetallene går den forkerte vej, er man sådan set klar til at træde i coronakamp,« vurderer Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Michael Bang Petersen er forskningsleder af HOPE-projektet, som undersøger, hvordan demokratier håndterer covid-19. Det er i forbindelse med forskningsprojektet, at vurderingen af de løbende målinger i går blev offentliggjort.

Siden slutningen af april har smittetallet i Danmark været faldende, men de seneste uger har der dog været flere lokale stigninger.

Michael Bang Petersen mener, at konklusionen af undersøgelsen kan være afgørende for, hvordan man håndterer epidemien.

»Man behøver rent smittemæssigt ikke som myndighed at være ekstremt bekymret, hvis man ser, at danskerne slækker på adfærden i gode tider, for det betyder ikke, at folk ikke ændrer adfærden tilbage,« siger han.

Forskningslederen tilføjer, at danskerne gerne må slappe af og gøre sig klar til nye stigninger:

»Den fleksibilitet kan være enormt vigtig, såfremt WHO får ret i, at coronakrisen bliver toårig. For det betyder, at man ikke behøver at holde befolkningen i rødt alarmberedskab igennem hele perioden, men kan lade den slappe af og samle kræfter, fordi den er klar, når der begynder at opstå alarmsignaler,« forklarer Michael Bang Petersen.

Det er ikke »metaltræthed«

Forskningslederen lægger vægt på, at danskerne ikke slækker på adfærden på grund af »metaltræthed« – altså om borgerne kan blive ved med at overholde retningslinjerne i så lang tid, som pandemien kommer til at vare, men nærmere, at danskerne er tilpasningsdygtige:

»Hvis man oplever, at folk slækker på adfærden som udtryk for metaltræthed, bliver man nødt til hele tiden at holde adfærden oppe, men hvis man ser det som udtryk for fleksibel tilpasning til situationen, som nemt kan ændre sig, kan man have lidt mere is i maven som myndighed.«