Både borgere, forretninger og offentlige institutioner sparer på strømmen på grund af de høje energipriser.

Efter sidste uges pressemøde, hvor regeringen fremlagde, at man har besluttet at sænke temperaturen i en del offentlige bygninger til 19 grader, har flere virksomheder gjort forsøg på at spare på strømmen. Det har blandt andet ramt julebelysningen på Hotel d'Angleterre og stormagasinet Salling.

Men i takt med at danskernes forbrugsvaner ændrer sig, er der også større risiko for, at man bliver kritiseret eller decideret udskammet, hvis man ikke retter ind.

Det skriver DR, der har talt med adfærdsforsker Michael Bang Petersen, som er professor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet.

Forskeren forventer, at der nemt opstår udskamning af ikke mindst julelysglade danskere, fordi det vil falde nogle for brystet, at de ikke følger de nye normer eller ødsler med fællesskabets ressourcer.

I juletiden, hvor mange danskere har julelys både indendørs og udendørs, vil risikoen for udskamning være ekstra stor, både for enkeltpersoner og virksomheder, lyder vurderingen.

DR har talt med Nikolaj Christensen, der bor på Vibevej i Assens. Hans hus dekoreres hvert år med farverige lyskæder, lysende rensdyr og julemandsfigurer.

Og den tradition har han ikke tænkt at sig at droppe.

»Det er jo folks holdning, jeg har min, og de har deres. Det er ikke fordi, vi ikke vil lytte til folk, men der er jo kun jul en gang om året,« siger Nikolaj Christensen, der dog sammen med beboerne på vejen har besluttet at have lysene tændt fire færre timer i døgnet, til DR.