Onsdag blev der med sort farve spraymalet på flere fortove i Dragør.
Motivet består det nazistiske ørnesymbol, hvor hovedet fra ørnen er udskiftet med det velkendte Tesla-logo, og under står der skrevet med store bogstaver: »PROUD SWASTICAR OWNER«. Tilsyneladende et ordspil på svastika og det engelske ord for bil, car.
Fællesnævneren for de udvalgte områder – der indtil videre er mindst fire steder – er, at der holder en Tesla parkeret i indkørslen eller ved fortovskanten.
Det har nu ført til, at Dragør Kommune har anmeldt graffitien som hærværk. Det skriver Jyllands-Posten.
Til Jyllands-Posten udtaler Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup (K):
»Jeg er rigtig ked af det og ærgerlig over at se det. Det er både hærværk på kommunens ejendom, men også chikane og udskamning af en gruppe borgere. Jeg tager dyb, dyb afstand fra det.«
Over for DR understreger han, at »vi står i en international krise, og hvis man ønsker at debattere den politisk, så må man kaste sig ud i en demokratisk debat.«
Tesla i bakgear
Hvem der har udført graffitien og hvorfor, vides endnu ikke.
Ikke desto mindre vakte en gestikuleren fra Tesla-ejer Elon Musk opsigt, da han i januar talte i Washington, D.C.
På scenen slog Musk først sig selv på brystet med højre hånd, inden han strakte en let hævet højre arm frem foran sig selv med håndfladen nedad.
Den hilsen vakte opsigt, fordi den i fleres øjne blev koblet til nazismen og diktator Adolf Hitler. En påstand, Elon Musk selv har afvist.
Salget af Tesla i Europa og i Danmark er kun gået én vej de seneste måneder, og det er ned.
I januar faldt salget af Tesla-biler med mere end 50 procent i EU-landene, selvom elbilsalget faktisk voksede med hele 34 procent sammenlignet med januar 2024.
Også herhjemme blev salget halveret. I januar blev der solgt 447 Tesla-biler mod 763 samme måned i 2024.
Tesla var dermed kun det 11.-mest solgte bilmærke herhjemme, viser tal fra brancheorganisationen Mobility Denmark.
I EU er Danmark det 13.-største bilmarked, men er sjettestørst, når det gælder elbiler.