P-pillen blev populær, da den kom på markedet i 1966. Den kunne beskytte danske kvinder mod uønsket graviditet, men set over en årrække er der flere kvinder, der dropper dem.
Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at 399.280 kvinder købte p-piller i 2011, mens det tal sidste år var faldet til 238.330 kvinder. Der er således tale om et fald på over 40 procent.
Ifølge DR er der flest kvinder i Region Hovedstaden, der har fravalgt hormonprævention, mens der er færrest i Region Nordjylland. Forklaringen kan findes i det faktum, at det i højere grad er blevet belyst, hvordan p-pillerne kan påvirke psyken, mener Øjvind Lidegaard, der er professor i gynækologi og obstetrik ved Rigshospitalet.
Han stod bag et forskningsprojekt fra 2016, der viste, at kvinder, der begynder på hormonprævention – såsom p-piller – har 40 procent højere risiko for at være på antidepressiv medicin i forhold til kvinder, der ikke bruger hormonprævention.
»Det øgede fokus på humørpåvirkning fra hormonprævention gør også, at de praktiserende læger er blevet bedre til at fortælle om risikoen ved eksempelvis p-piller,« siger Øjvind Lidegaard til DR.