Nogle af de største og mest toneangivende kriminelle klaner i Danmark er gift ind i hinanden.

Dermed skaber de alliancer, styrker de kriminelle netværk og gør det sværere for børnene at bryde den sociale arv.

Berlingske kan via en lang række retsbøger, dokumenter fra politiet og samtaler med centrale kilder belyse, hvordan en række af de mest fremtrædende kriminelle klaner i landets største byer er vævet ind i hinanden.

Familiemedlemmer fra de tungeste familier i landets udsatte boligområder gifter sig ind i andre familier med mange kriminelle, og på den måde øger de klanernes samlede magt i nogle af Danmarks største udsatte boligområder.

Familierne er også sammen om at begå kriminalitet, forklarer Jesper Weimar Pedersen, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi.

»Vi kan ikke sige, at der er tale om arrangerede ægteskaber, men vi kan se, at der bliver indgået ægteskaber familierne imellem og dermed også kriminelle forbindelser,« siger han.

De kriminelle bander og grupperinger på Fyn er i høj grad »organisatorisk familiebåret«, som det fremgår af en rapport om Odense Kommunes bandeindsats fra 2021.

Det viser sig blandt andet ved, at kriminaliteten overføres fra generation til generation, lyder det videre i rapporten.

Ti kriminelle familier

Et eksempel på klaner, der er vævet sammen af giftermål, ses i landets tredjestørste by. Her er to af de historisk mest fremtrædende familier i Odense gift ind i hinanden.

Det drejer sig om Daabas-familien og Salem-familien. Begge har palæstinensiske rødder.

Daabas-familien tæller ifølge Berlingskes oplysninger cirka 100 familiemedlemmer, og en række familiemedlemmer er blandt andet dømt for salg af narkotika.

To brødre i Daabas-familien blev senest idømt henholdsvis fire og tre et halvt års fængsel i en sag om organiseret handel med hash og kokain. Ved samme lejlighed blev et medlem af Salem-familien også dømt for forskellige forhold.

Af retsbogen fra Retten i Odense fremgår det i øvrigt, at de to brødre i Daabas-familien er dømt »gentagne gange«. Det samme gælder deres slægtning i Salem-familien.

Et andet medlem af Salem-familien blev i december 2023 tildelt fire år og seks måneders fængsel for sin deltagelse i et voldeligt overfald i Odense, hvor medlemmer fra flere andre toneangivende kriminelle familier også deltog.

Forbindelsen mellem Daabas- og Salem-familien kan læses ud af retsdokumenterne fra denne dom, da Salem forklarede, at et medlem af Daabas-familien er hans onkel.

Salem er et kendt navn for fynske politifolk. I 2011 blev bandelederen Mahmoud Khalil Salem, også kendt som »Fiz Fiz«, udvist af Danmark. Fiz Fiz fik sammen med sin kone otte børn, hvoraf flere er blevet en del af bandemiljøet i Odense.

I alt vurderer Fyns Politi, at der er cirka ti kriminelle familier i kredsen. Flere af dem er gift ind i hinanden, »hvilket øger størrelsen på de kriminelle netværk«. Det oplyste Fyns Politi i et folketingssvar 5. marts 2024.

Enkelte familier har i årevis tegnet sig for uforholdsmæssigt meget kriminalitet i Odense. Det er blandt andet gået ud over beboere her i Vollsmose i udkanten af Odense. 
Enkelte familier har i årevis tegnet sig for uforholdsmæssigt meget kriminalitet i Odense. Det er blandt andet gået ud over beboere her i Vollsmose i udkanten af Odense.  Malene Anthony Nielsen

Men familierne gifter sig også ind i hinanden på tværs af oprindelsessted. Ifølge Berlingskes oplysninger har et medlem af Daabas-familien giftet sig ind i en af de fremtrædende somaliske familier.

Et vidne i en tyverisag fra Odense forklarede i Retten i Odense i 2022, at Daabas-familien, der var en »kendt familie« i Odense, havde allieret sig med »somalierne«, som det blev udtrykt i retten. Der har ellers tidligere været konflikter mellem bandegrupperinger fra det somaliske miljø og grupper med arabisk baggrund.

»Faktisk alle typer af kriminalitet«

De kriminelle familier i Odense er så godt styret og af så stor betydning for kriminalitetsbilledet, at Fyns Politi har lavet et organisationsdiagram for familierne, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Her fremgår det blandt andet om familiernes roller og opgaver:

  • »Vedligeholder eksterne relationer til andre kriminelle aktører«

  • »Etablerer og vedligeholder indsmuglingen af narkotika«

  • »Giftermål med andre kriminelle familier = alliancedannelser.«

Med det sidste punkt er der et klart formål, forklarer vicepolitiinspektør Jesper Weimar Petersen.

»Det, vi ser, er, at familierne skaber alliancer og dermed laver kriminelle forretninger sammen. Det kan være i form af narkokriminalitet, våben, økonomisk kriminalitet. Ja, faktisk alle typer af kriminalitet.«

Men disse relationer mellem familierne begrænser sig ikke til Fyn, forklarer Jesper Weimar Pedersen. Der er også bånd mellem de kriminelle familier i Odense og familier andre steder i Danmark og i udlandet.

En af disse forbindelser blev tydelig under den narkosag, der er omtalt tidligere i artiklen. 

I den blev et medlem af Salem-familien dømt for at have forsøgt at smugle 18,26 gram hash ind til et medlem af den aarhusianske Ismail-familie, der på det tidspunkt afsonede i Nyborg Statsfængsel. Det fremgår af en retsbog, Berlingske har fået aktindsigt i.

Ville lukke munden på vidne

Netop Ismail-familien er en af de fremtrædende familier i de udsatte boligområder i Aarhus Vest, og Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan familien i årevis har domineret det kriminelle miljø i byen.

Men Ismail-familien er ikke den eneste familie med status i Aarhus Vest. Ifølge Berlingskes oplysninger er der særligt tre toneangivende familier i Aarhus:

Det drejer sig om Ismail, Ghoneim og en tredje stor familie, hvis navn Berlingske ikke nævner, da vi ikke kender til omfanget af familiemedlemmernes kriminalitet. Disse familier er alle gift ind i hinanden, ligesom de er gift ind i andre fremtrædende familier i Aarhus Vest.

Disse oplysninger har Berlingske fra retsbøger og samtaler med centrale kilder.

Flere medlemmer af Ghoneim-familien har været en del af bandemiljøet i Aarhus og er samtidig dømt i alvorlige sager om drab, røveri og vold.

I oktober 2019 blev både et medlem af Ghoneim-familien og Ismail-familien dømt ved Retten i Aarhus.

Under retssagen blev et klart fænomen med de kriminelle klaner blotlagt: At fremtrædende folk, eksempelvis imamer, i lokalmiljøet agerer som et parallelt retssystem.

Der er store problemer med kriminelle klaner i det vestlige Aarhus. Derfor har Østjyllands Politi søsat et arbejde med at afdække »slægtsbaseret kriminalitet«. 
Der er store problemer med kriminelle klaner i det vestlige Aarhus. Derfor har Østjyllands Politi søsat et arbejde med at afdække »slægtsbaseret kriminalitet«.  Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flere kontaktede offeret forud for retssagen med ønske om, at sagen blev løst »internt«, som det fremgår af retsbogen, Berlingske har fået aktindsigt i.

Men det nyttede ikke, at ældre familiemedlemmer fra Ismail-familien og den dømte fra Ghoneim-familien forsøgte at få offeret til at lægge sagen ned.

»Det har ikke ændret vidnets indstilling eller forklaring,« fremgår det af retsbogen.

Netværkene udvides 

I en anden voldssag fra Aarhus Vest, der blev afsluttet med flere års fængsel af Vestre Landsret i 2020, blev et andet familiemedlem fra Ismail-familien også dømt sammen med en slægtning.

Her fik Abdallah Ali Ismail en dom på seks års fængsel og et opholdsforbud i Brabrand og Aarhus V efter et voldeligt overfald. Han blev dømt sammen med sin fætter fra El Souki-familien i Aarhus Vest.

De familiære bånd mellem Ismail- og El Souki-familien blev beskrevet i en anden retsbog, Berlingske har fået aktindsigt i. Her forklarede El Souki, at en af Abdallah Ali Ismails brødre var hans fætter.

Ifølge René Raffo, der er politiinspektør i Østjyllands Politi, er der i Aarhus flere eksempler på, at medlemmer i en anden familie, hvor der er høj koncentration af familie, gifter sig med medlemmer fra en anden, hvor der også er flere kriminelle.

»Det kan jo være med til at gøre det endnu sværere at bryde den sociale arv, og det kan også betyde, at de kriminelles netværk bliver endnu større.«

Berlingske har forgæves forsøgt at få kontakt til de medlemmer fra de respektive familier, der nævnes i artiklen.

Derfor nævner vi også kun efternavnet på familierne, der er kendte i Aarhus Vest.

De dømtes navne er tidligere blevet bragt af andre medier i forbindelse med domme.

Mette Grith Stage er forsvarer for blandt andet Abdallah Ali Ismail. Via hende oplyser han, at han ikke er gift ind i det, »som Østjyllands Politi tilsyneladende kategoriserer som en toneangivende kriminel familie«.

Via sin advokat forklarer han også, at hans hustru ikke har forbindelse til det kriminelle miljø.

»Han afviser derfor, at der skulle være et problem i denne henseende. Derimod mener han, at det er et problem, at mange borgere alene grundet deres efternavn stemples som kriminelle af såvel politi som medierne, hvilket sådan set også er min egen oplevelse,« skriver Mette Grith Stage.

Hun er også advokat for et af medlemmerne af Salem-familien. Dette familiemedlem ønsker ikke at kommentere på det, der beskrives som »Fyns Politis postulater«.