Danske fængsler sætter ny rekord i antal indsatte
Overfyldte fængsler presser både ansatte og indsatte. Justitsministeren er opmærksom på problemet, siger han.

Overfyldte fængsler presser både ansatte og indsatte. Justitsministeren er opmærksom på problemet, siger han.

Pladsen bliver kun mere trang i landets fængsler.
I juni nåede antallet af indsatte op på 4642. Det er en stigning på 400 på et par måneder og ny rekord.
Det skriver fagbladet Fængselsfunktionæren på baggrund af tal fra Danmarks Fængsler.
Udviklingen presser systemet maksimalt, fortæller Bo Yde Sørensen, der er forbundsformand for Fængselsforbundet.
- Situationen har udviklet sig til at være uoverskuelig for mine kolleger, der går ude i frontlinjen, siger han.
De mange indsatte fører til overarbejde til fængselsbetjentene og overbelæg i fængslerne.
Overbelæg vil sige, at der er flere indsatte end celler.
Bo Yde Sørensen mener, at de tre parter - regeringen, Danmarks Fængsler og Fængselsforbundet - bør sætte sig sammen for at finde en løsning.
- Vi skal have en snak om, om det er sådan, vi vil drive fængsel i et vesteuropæisk demokrati som det danske.
Det er blandt andet den nye strafreform, som forlænger straffene for personfarlig kriminalitet, der har bidraget til et øget antal af indsatte i de danske fængsler.
I et skriftligt svar til Ritzau siger vicedirektør i Danmarks Fængsler Mik Grüning, at fængslerne er i en "alvorlig situation med manglende bemanding og et meget stort overbelæg".
Derfor blev der i maj nedsat en bemandings- og kapacitetstaskforce i Styrelsen for Danmarks Fængsler, som skal finde konkrete løsninger på den pressede situation på både kort og lang sigt, fortæller han.
- Selv om vi er i en presset situation, og vi mangler både kolleger og pladser, er vi i løbet af de seneste par år lykkedes med at vende den nedadgående udvikling i bemandingstallene, og de seneste tal viser, at denne tendens bliver stadig tydeligere, lyder det videre fra Mik Grüning.
Justitsminister Nicolai Wammen (S) siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at han er meget opmærksom på de udfordringer, de pressede fængsler står med.
Ministeren peger på, at der blandt andet er gjort en indsats for at styrke rekrutteringen af fængselsbetjente.
- Med strafreformen kommer vi også til at udvide kapaciteten i vores fængsler markant. Men det kommer til at tage tid, før alle initiativerne får fuld effekt, siger han.
Ligesom Mik Grüning henviser han til den nye taskforce, som Danmarks Fængsler har nedsat.
- Jeg er samtidig meget lydhør over for yderligere tiltag, som kan være med til at afhjælpe situationen, siger Nicolai Wammen.
RITZAU