Udbruddet af abekopper er lørdag blevet erklæret for en global sundhedskrise, det højeste alarmniveau, af Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Det er næsten uundgåeligt ikke at få associationer til nedlukning, fællessang og mundbind. Men der er ingen grund til panik, hvis du spørger virolog Allan Randrup Thomsen – han mener, at WHOs udmelding er en overreaktion.

»Jeg synes, det er en voldsom udmelding på basis af nogle ikke så forfærdeligt høje antal smittede,« siger han.

Derudover pointerer han, at man, til forskel fra coronaepidemien i starten af 2021, allerede har en vaccine på plads. Samtidig med at man som smittet viser tydelige symptomer.

»Abekopper opfylder ikke de kriterier, vi normalt er enige om, der skal til, for at vi har en virus med et pandemisk potentiale – at det kan sprede sig fra folk uden symptomer og i luften,« siger han.

I Danmark er der konstateret 51 tilfælde af sygdommen. Generaldirektøren for WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, sagde lørdag på et pressemøde, at risikoen for abekopper er på et moderat niveau på globalt plan, men med en høj risiko i Europa, skriver Ritzau.

I det nuværende udbrud har der været over 1.100 tilfælde af abekopper i Europa, oplyser WHO. Der er ikke blevet meldt om dødsfald i Europa i forbindelse med udbruddet.

Allan Randrup Thomsen mener ikke, at der er tale om en voldsomt alvorlig sygdom – dog ikke ment på den måde, at man ikke skal tage den alvorligt.

»Det er ikke en sygdom, jeg umiddelbart bekymrer mig over. Den har ikke potentiale til at sprede sig voldsomt,« siger han.

Derfor undrer det ham også, at WHO kommer med denne udmelding. Men noget kunne tyde på, at det handler om, at sygdommen er kommet til Europa.

»Vi har en tendens til først at reagere, når tingene kommer til Europa eller USA. Jeg vil næsten være så fræk at sige, hvis den ikke var kommet til Europa, så var der ikke sket noget,« siger han.

WHOs generaldirektør fortalte da også, at der havde været uenighed i WHOs ekspertudvalg om, hvorvidt abekopper skulle erklæres som en global sundhedskrise, men at hans holdning gjorde udfaldet.

Hidtil er der indberettet over 14.000 tilfælde fra 71 lande. Fem mennesker er ifølge WHO døde af sygdommen. Flere lande har meldt om en stigning i antallet af tilfælde af abekopper siden begyndelsen af maj. Der har ikke tidligere været større udbrud uden for Vest- og Centralafrika, hvor sygdommen længe har været udbredt.

»Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad WHO sidder inde med af ekstra information. Men ud fra den viden, jeg har, så kan jeg ikke forstå, at de erklærer det en global sundhedskrise,« siger Allan Randrup Thomsen og pointerer, at der er sygdomme, der er mere presserende, for eksempel malaria og tuberkulose.

»Det er ikke det samme som at sige, a man ikke skal reagere, det er bare reaktionens størrelsesorden,« siger han.