En dansk turistbus er kollideret med en sporvogn i Berlin.

Det skriver Berlinger Zeitung og Bild.

Ifølge Berliner Zeitung oplyser beredskabet, at bussens chauffør er kommet alvorligt til skade.

Udenrigsministeriet i Danmark bekræfter, at en dansk statsborger er kommet til skade i forbindelse med en trafikulykke i Berlin.

- Udenrigsministeriet har ikke kendskab til andre involverede danskere. De nærmeste pårørende er underrettet, skriver ministeriet i en mail.

Sammenstødet skete omkring Alexanderplatz klokken 13.26, skriver Bild.

Mediet skriver videre, at buschaufføren var den eneste, der befandt sig i bussen.

I sporvognen var der 29 personer.

Størstedelen var børn ifølge Bild. Ifølge Berliner Zeitung er der tale om en skoleklasse.

Ingen i sporvognen meldes alvorligt tilskadekomne, men seks har lettere skader.

Beredskabet oplyser ifølge Berliner Zeitung, at sammenstødet skete i forbindelse med, at bussen ville dreje.

Bild skriver, at sporvognen kom kørende midt på den brede vej, med vejbaner med biltrafik på begge sider.

/ritzau/