Dansk statsborger fundet skyldig i sag om drabsplaner mod jødiske ledere
Domstol i Hamburg har fundet to mænd skyldige i at have planlagt angreb mod jødiske mål i Tyskland.

Domstol i Hamburg har fundet to mænd skyldige i at have planlagt angreb mod jødiske mål i Tyskland.

To mænd, der sidste år blev anholdt i Aarhus, er ved den øverste domstol i Hamburg fundet skyldige i at have forberedt antisemitiske angreb i Tyskland på vegne af Iran.
Det skriver Der Spiegel.
Retten fandt begge mænd skyldige i at have udført efterretningsvirksomhed på vegne af Iran samt i forsøg på medvirken til drab og grov brandstiftelse.
Den øverste landsret i Hamburg idømmer den 54-årige Ali Hassan Sarwari otte et halvt års fængsel, mens den 43-årige Tawab Mohsini får en fængselsstraf på fire et halvt år.
Den 54-årige, der er dansk statsborger med afghansk baggrund, blev i juni sidste år anholdt i Aarhus på baggrund af en tysk arrestordre.
43-årige Tawab Mohsini er afghansk statsborger og blev også anholdt i Danmark og siden udleveret til Tyskland.
Dommen ligger i tråd med anklagemyndighedens påstand, mens forsvaret havde krævet frifindelse.
Retten fandt det torsdag bevist, at mændene havde overvåget lederen af Det Jødiske Centralråd i Tyskland, Josef Schuster, og formanden for Det Tysk-Israelske Selskab, Volker Beck.
Desuden havde Ali Hassan Sarwari forberedt et brandattentat mod en kosher-dagligvarebutik i Berlin, skriver Der Spiegel.
Han skal have haft tætte bånd til den iranske revolutionsgardes elitestyrke, Quds, der varetager operationer i udlandet.
Det tyske medie Bild har set anklageskriftet i sagen og beskrevet, hvordan den 54-årige og den 43-årige planlagde drabet på Volker Beck og gav håndslag på planerne på en McDonald's i Danmark.
Volker Beck har efter dommen udtalt til Bild, at han hilser dommen velkommen.
- Retssagen har på slående vis vist, hvordan Iran eksporterer sin terror til Tyskland. Det fastslog retten også eksplicit i sin afgørelse, siger han ifølge mediet.
Beck, der er tidligere gruppeformand for partiet De Grønne, udtaler, at torsdagens dom ikke må stå alene.
- Den iranske ambassadør skal udvises øjeblikkeligt! Antallet af ansatte på ambassaden skal reduceres drastisk til et absolut minimum, siger han ifølge Bild.
RITZAU