Dansk organisation åbner nu debat om fremtiden for skolefotos. Østerbro-skole har for længst droppet dem

Det kan være en stor udgift for børnefamilier, når der skal tages skolebilleder. Mødrehjælpen-direktør opfordrer til at skrotte konceptet.

Arkivfoto: Mødrehjælpen ønsker nu et opgør med dyre skolefotos af skoleelever. Signe Goldmann

De fleste forældre kender det.

Det er blevet årstid for skolefotos, og i den forbindelse skal der punges ud for portrætbilleder af deres børn samt klassebilleder.

Men traditionen, som præger sensommeren i langt de fleste danske skoler, er ikke uden problemer, mener Mødrehjælpen.

Det er simpelthen for stor en udgift for mange børnefamilier, siger organisationen til Politiken.

»Det er mange penge for mange familier oveni alle de andre udgifter til skolestart. Især nu, hvor vi er i en økonomi, der er benhård for en langt større gruppe danskere, end vi er vant til. Der er helt sikkert børn, som slet ikke nævner, at det er tid til skolefotos, fordi de ved, at det vil være en byrde for deres forældre,« siger Ninna Thomsen, der er direktør for organisationen.

Hun opfordrer derfor landets skolebestyrelser til at gøre op med de vante skolefotos, som nogle steder koster op til 300 kroner.

Det kan nemlig sagtens klares mere uformelt af for eksempel skolesekretæren, der kan tage billedet, når børnene vender tilbage efter sommerferien, foreslår Ninna Thomsen.

Skolen på Strandboulevarden på Østerbro i København har allerede for længst droppet, at der skal tages portrætfotos af børnene.

Det gjorde man allerede i 2018, både fordi det var en tidskrævende proces, men også af hensynet til nødstedte børnefamilier, for hvem det var for stor en udgift, forklarer skoleleder Lars Aaberg til Politiken.