En ganske særlig urne er i dag ankommet til Frihedsmuseet.
Det er et foreløbig sidste stop på dens ganske besynderlige rejse frem og tilbage over Nordsøen. En rejse, der har varet i 78 år.
Men det var først sidste år, at urnen kom til Danmark.
Den blev oprindelig fundet i krematoriet i den tyske koncentrationslejr Neuengamme, da britiske tropper stormede lejren i maj 1945.
Uden på stod der et ganske særligt navn: Preben Holger Larsen.
Den danske modstandsmands fødsels- og dødsdato stod ligeledes uden på urnen.
Han døde i koncentrationslejren 22. november 1944 og blev kremeret samme sted. 26 år gammel.
Indeni lå der knoglerester, som i sig selv rummer et mysterium. Det vender vi tilbage til.
Til England og tilbage igen
For man skulle tro, at de britiske soldater ville sende urnen og knogleresterne hjem til fædrelandet.
Men i stedet tog en britisk militærlæge det hele med hjem til England.
Siden kom urnen til et museum i London. Og her stod den så i 70 år, indtil Mindelunden sidste år modtog den fra museet.
Selve urnen var i for dårlig stand til at begrave knogleresterne i.
Men i en ny urne blev knogleresterne indeni Preben Holger Larsens urne begravet 29. august i Mindelunden, ved siden af de 136 modstandspersoner, der er begravet samme sted.
Og det er faktisk knoglerne, som er den store gåde. For det er ikke sikkert, at de rent faktisk er de jordiske rester af modstandsmanden.
Gådefulde knoglerester
Da urnen og knogleresterne stadig befandt sig på museet i England, blev der nemlig lavet en retsmedicinsk undersøgelse af knoglerne.
Og den fastslog, at knoglerne stammede fra en mand på 40-50 år.
På trods af at resultatet derfra ikke stemmer overens med Preben Holger Larsens alder på dødstidspunktet, valgte man efter familiens ønske alligevel at begrave de jordiske rester i Mindelunden. Det skriver Frihedsmuseet i en pressemeddelelse.
Og nu, 89 år efter Preben Holger Larsens død, kommer hans urne igen på museum – denne gang i Danmark.
»Vi er meget glade for at kunne tilføje urnen til museets samlinger. Ligesom Frihedsmuseet fortæller den nemlig en helt særlig historie om de danskere, der traf valget om at gå til modstand mod Hitlers Nazityskland. Preben Holger Larsen endte med at betale den ultimative pris for det, han troede på. Hvad der får et menneske til at tilsidesætte sig selv for et højere formål, er lige så relevant i dag som dengang, « siger museumschef David Høyer i pressemeddelelsen.



