En spand med rotter blev onsdag aften tømt ind ad hovedindgangen til McDonald's på Risingvej i Odense.
En video, som bliver delt på sociale medier, viser hændelsen.
Videoen ledsages af et palæstinensisk flag og teksten »Boykot McD/Israel« og »Rotter foran McD foran Vollsmose«.
McDonald's bekræfter overfor B.T. episoden.
»Hændelsen er meldt til politiet, og vi kan derfor ikke tilføje yderligere,« siger kommunikationschef Fannie Pramming til mediet.
Det er uklart, hvorvidt rotterne var døde eller levende, da de blev kastet.
Det er ikke første gang, af McDonald's angribes af det, der tilsyneladende er propalæstinensiske aktivister.
Mandag var det i Birmingham i England, at aktivister iført palæstinensiske flag på hovedet aflagde visit hos fastfoodkæden.
Her tømte de en papkasse fyldt med levende mus ud over gulvet, mens de råbte »fuck Israel« og »free fucking Palestine«.
Musene var forinden blevet spraymalet i det palæstinensiske flags farver.
I en video, som aktivisterne selv delte på TikTok, opfordrede de til at boykotte McDonald's, Disney og Starbucks – virksomheder, som ifølge dem fører en antipalæstinensisk dagsorden.
Aktivisterne kritiserer blandt andet, at McDonald's på det seneste har doneret tusindvis af måltider til israelske soldater.