En dansk kvinde er blevet tiltalt i en norsk sag, hvor en 70-årig kvinde blev svindlet for et millionbeløb.
Det skriver det norske medie NRK.
I april blev den danske kvinde anholdt i Danmark, og det kom frem, at hun ud over den norske sag også er mistænkt for en stribe af kontaktbedragerier i Danmark.
Og nu har statsadvokaten i Møre og Romsdal i Norge tiltalt kvinden for blandt andet groft bedrageri.
Sagen startede med, at den 70-årige havde fået et opkald og senere var blevet opsøgt i sit hjem i Romsdal af personer, der hævdede, at de var fra norsk politi og Interpol.
- Den tiltalte lod, som om hun var politikvinde fra Interpol. Hun fik den forurettede til at tro, at hendes konto var hacket, og at hun skulle samarbejde med politiet for at få pengene tilbage, står der ifølge NRK i tiltalen.
Ifølge tiltalen skal kvinden også være blevet narret til at købe en lejlighed i Tyrkiet under påskud af, at det ville afsløre de svindlere, der havde taget penge fra hendes konto.
Den tiltalte kvinde er i 50'erne.
Den 70-årige kvinde skal også være blevet instrueret i ikke at kontakte sin familie eller andre og i at rejse til Tyrkiet uden at fortælle nogen, hvor hun var.
Sagen kommer for retten i Norge i det nye år, og det er indtil videre uklart, hvordan den tiltalte kvinde forholder sig til anklagerne mod hende.
Norsk politi har samarbejdet med Interpol og Europol samt dansk og tyrkisk politi i sagen.
/ritzau/