Dansk forskning i coronamedicin bremset: »Vi kan se, at vi bliver overhalet«

Vigtig forskning i medicin mod covid-19 bliver bremset af de mange restriktioner om afstand og hygiejne, fortæller en forskningsleder. Ministeren har tillid til universiteterne og institutterne, som til gengæld fortæller, at der kan være sket fejl, og at øvelsen har været »meget svær«.

Christian Kanstrup Holm er helt med på, at der er brug for retningslinjer og restriktioner i denne ekstraordinære coronatid. Alligevel undrer han sig.

Han er forsker i immunologi og virologi og lektor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Han leder et hold af forskere, som arbejder på at finde ny medicin mod netop coronavirussen, og det forskningsarbejde lider i øjeblikket under de mange regler, fortæller han.