»Ingen havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det skulle være et stort problem at opholde sig i Kabul i denne måned. Situationen er eskaleret med fuldstændig vanvittig hast.«

Sådan lyder det fra Afghanistan-ekspert, dokumentarist, sikkerhedsrådgiver og tidligere dansk officer i den afghanske Helmandprovins Martin Tamm Andersen.

Søndag morgen stod han op til en voldsomt anspændt situation i den afghanske hovedstad, Kabul, som han blot dagen forinden ikke havde forestillet sig kunne opstå så hurtigt – nemlig at den islamistiske militante bevægelse Taleban »fra alle sider« var begyndt at indtage hovedstaden. Og dermed også den eneste afghanske by med en betydelig udenlandsk befolkning, herunder ansatte på ambassader og i internationale organisationer.

Men som udgangspunkt vurderer han, at udlændinge, herunder eventuelle danskere, der ikke måtte nå at komme ud af landet søndag, kan føle sig relativt sikre.

»Umiddelbart tænker jeg, at udlændinge i Kabul vil være sikkerhedsmæssigt ok. Jeg tror ikke, at Taleban har en interesse i at skade vestlige journalister, ngo'er, diplomater, og hvad der ellers er af folk derude. De vil godt i et vist omfang vise omverdenen, at man kan regne med Taleban som en kommende statsmagt,« vurderer Martin Tamm Andersen – men tilføjer:

»Men der kan godt være nogle løse kommandører blandt talebanerne, som enten har et horn i siden på nogen, eller som måske er medtaget af krigens vildskab. Der er en risiko for, at nogen ikke har styr på tropperne, og der vil altid være nogle, der ikke følger linjen.«

»Meget skræmmende«

Hvad baserer du din vurdering på?

»Taleban har sagt, at de vil frede ambassader, ngo'er, FN og den slags, så som udgangspunkt tænker jeg ikke, at der sker noget. Men hvis nogle kan huske Muhammedtegningerne, er der naturligvis en risiko.«

Udenrigsminister Jeppe Kofod udtalte i går (lørdag, red.), at »få eller ingen« havde forestillet sig den hast, som Taleban rykker frem med. Er det sandt?

»Ja. det tror jeg faktisk. For en uge siden talte man om måneder og for få dage siden om uger, før Kabul ville være indtaget. Og nu står de i gaderne i hovedstaden.«

Hvad bliver følgerne for almindelige afghanere?

»Det vil være et kæmpe tilbageslag for den udvikling, der trods alt har været, og det gælder især for kvinder. I Kabul er der forholdsvis moderne kvinder, som udfordrer det med at gå med tørklæde. Det vil være slut nu. Man kommer til at skrue ned for musikken, og det vil nok være slut med undervisningen på universitetet. Det, man trods alt har bygget op, vil forsvinde, og det er meget skræmmende.«

Martin Tamm Andersen vendte i april hjem fra et ophold i Afghanistan, hvor han foruden Kabul besøgte provinserne Helmand og Kandahar. I 2010 var han i Helmand som dansk soldat.