Mens forskere og producenter knokler for at udvikle en brugbar vaccine mod covid-19, foregår et globalt kapløb mellem regioner og lande om at sikre sig flest mulige doser af potentielle vacciner. For Danmarks vedkommende foregår kampen om doser via EU, og nu har Europa-Kommissionen indgået en aftale, der sikrer, at EU i første omgang kan købe 300 millioner og senere 100 millioner doser af vaccineproducenten AstraZeneca, hvis vaccinen viser sig effektiv og sikker.
»En vaccine er et meget vigtigt redskab i indsatsen mod coronavirus og i bestræbelserne for, at vi kan vende tilbage til et normalt liv. Det har været højt prioriteret for regeringen at få en aftale på plads sammen med de andre EU-lande, og i dag har vi taget et vigtigt skridt på vejen mod at skaffe en vaccine til Danmark,« siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke i en pressemeddelse.