Danmark og Sverige havde forskellige strategier: Nu er der mere gang i det danske detailsalg

De forskellige strategier, som Danmark og Sverige har anlagt under coronakrisen, har skabt stor interesse for spørgsmålet om, hvem der økonomisk slipper billigst. Nye tal viser, at der for detailsalgets vedkommende er mest fremgang for Danmark.

Mennesker på Strøget i København, tirsdag den 20. august 2019. Der er igen gang i detailsalget i Danmark efter coronarestriktionerne. Det er særligt salg af tøj og internethandel, der er i fremgang. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Efter lang tids nedlukning af butikker landet over er der igen begyndt at komme gang i detailsalget i Danmark.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik (DST) over udviklingen i købelysten hos befolkningen både før, under og efter at coronavirussen i stor stil lagde branchen ned.

I juni måned i år steg detailsalget med 1,4 procent sammenlignet med måneden før, og som DST skriver, vidner det om, at danskernes forhøjede forbrug efter genåbningen er fortsat ind i juni.

Det samlede detailsalg i perioden april til juni var 4,3 procent højere end perioden januar til marts.

Det er særligt salg af tøj, der har fået fornyet luft under vingerne. Varer i gruppen »beklædning mv.« er steget med 21,6 procent i juni sammenlignet med maj. I juni nåede omsætningen af tøj sit højdepunkt for 2020, og tøjsalget er dermed tilbage på niveau med tiden før coronanedlukningen.

Mere gang i Danmark end i Sverige

Når Danmark skal måle sig på stort set alle forhold, kigges der ofte til Sverige, og coronakrisen er ingen undtagelse. Sverige har som bekendt anlagt en markant anderledes strategi fra mange andre europæiske lande og har holdt butikker såvel som barer og fitnesscentre åbne, mens de i Danmark har været lukket.

Når DST sammenligner udviklingen i detailhandlen med Sverige, er der også visse forskelle.

Over hele perioden fra marts til maj i år har Danmark og Sverige oplevet et fald i detailomsætningen. For Danmarks vedkommende er faldet på 0,1 procent, mens det i Sverige er på 1 procent. Faldet er altså en smule mindre i Danmark, men detailhandlen har været igennem markant forskellige forløb i den periode.

Indledningsvist førte nedlukningerne til et større fald i detailomsætningen i Danmark end i Sverige. I Danmark var omsætningen 3,7 procent lavere i marts 2020 sammenlignet med marts 2019, mens den i Sverige var 0,2 procent lavere i år sammenlignet med sidste år.

Tilsyneladende er udviklingen imidlertid i højere grad vendt i Danmark end i Sverige. Detailomsætningen i Danmark var 6,6 procent højere i 2020 end i perioden for 2019, mens den tilsvarende i Sverige kun var 0,8 procent højere.

Handel på internettet har for begge lande set en stor fremgang, og den er taget til under coronakrisen. I Danmark er salget i netbutikker steget med 33,8 procent i marts-maj 2020 sammenlignet med samme periode i 2019.

Det er højere end i Sverige, hvor nethandlen er vokset med 23,5 procent.