Danmark og Holland bliver de første til at love Ukraine de vestlige kampfly, landet længe har efterspurgt.
Det er netop blevet offentliggjort på en pressekonference med den hollandske premierminister, Mark Rutte, og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Også herhjemme bekræfter Forsvarsministeriet, at Danmark har besluttet at donere F-16.
Det fremgår ikke, hvor mange Danmark vil donere, eller hvornår Ukraine får dem til rådighed.
»Det gør mig stolt, at Danmark sammen med Nederlandene vil donere F-16-kampfly til Ukraines frihedskamp mod Rusland og deres meningsløse aggression. Danmarks støtte til Ukraine er urokkelig, og med donationen af F-16-fly går Danmark nu forrest,« siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.
Pressemøde på Skrydstrup om lidt
Den opsigtsvækkende melding kommer kort før et planlagt pressemøde på flyvebasen Skrydstrup.
Allerede i går førte sammenfaldet af pressemødet med de tre partiledere og topministre og Zelenskyjs tilstedeværelse i Skandinavien til spekulationer om, at offentliggørelsen af en F-16-donation var på vej.
Ukraine begyndte for alvor at presse på for at få doneret fjerde generationskampflyet i det sene forår, og allerede dengang sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at regeringen hældte til et ja.
Samtidig blev der truffet beslutning om at omskole ukrainske piloter fra deres nuværende sovjetiske kampfly til F-16.
De ukrainske piloter begynder træningen i denne måned – Danmark og Holland står for den sammen, netop på flyvebasen Skrydstrup, hvor dagens pressemøde blev holdt.
F-16 skulle udfases og sælges
Når Danmark kan love Ukraine F-16-fly, skyldes det, at Forsvaret er ved at udskifte dem med den mere moderne F-35. De første fire af i alt 27 bliver officielt modtaget 1. oktober.
Den hidtidige plan har været at udfase F-16 fuldstændigt i 2025.
Og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har i længere tid arbejdet på at finde en eller flere købere til de af flyene, som stadig er brugbare.
Vurderingen var, at de 16-24 F-16-fly, som havde flyvetimer nok tilbage i sig til, at andre lande ville være interesseret, kunne indbringe et trecifret millionbeløb.

Da forventningen stadig var at sælge dem til en allieret, var vurderingen, at seks ville kunne leveres i 2024, andre seks i 2025 og så fremdeles, til alle var eksporteret i 2030.
Det mest tidskrævende ved salget var at nedgradere deres teknologi, da Danmark som meget tæt allieret til USA har adgang til udstyr, mange andre allierede ikke må få.
Dertil kræver det forhandlinger med USA, før Danmark kan sælge – eller donere – de amerikanskbyggede fly.
Fredag kom det frem, at landets præsident, Joe Biden, havde godkendt, at Danmark og Holland kan donere jagerflyene.
I hvilken grad flyene skal nedgraderes, før de kan sendes til Ukraine, hvor der er en risiko for, at Rusland kan få fingre i teknologi fra nedskudte fly, er uklart og højt klassificeret.
Ikke en »game changer«
Fredag sagde F-16-pilot og -instruktør Søren Sørensen, som i dag er foredragsholder og ikke har fløjet på typen i ti år, at en donation vil have stor psykologisk værdi på begge sider af fronten.
»Den ukrainske befolkning vil juble, når de får dem. Jeg tror, den psykologiske effekt vil være langt større end den militære effekt,« sagde jagerpiloten.
»De russiske piloter vil nok også have en større frygt for de her fly. Det var jo også dem, vi selv engang skulle møde russerne med,« lød det.
Både han og chefen for Center for Luft- og Rumoperationer ved Forsvarsakademiet, Karsten Marrup, vurderede, at F-16 først og fremmest skal supplere det ukrainske luftforsvar inde over landet.

Ved den østlige front er russernes luftforsvar for dominerende til, at den kan flyve, og den vil heller ikke kunne gå op mod moderne russiske kampfly, som har mere langtrækkende radarer og derfor kan få øje på F-16-flyene og skyde dem ned, før F-16-flyene kan se russerne.
F-16-flyene kan dog forstyrre den russiske flystøtte til landets soldater ved fronten, ligesom de kan tjene til at fylde op i geledderne, efterhånden som krigen tærer på det ukrainske flyvevåben.
»Hvis man forestiller sig, at det ændrer det hele, skal man forestille sig om igen. Det er ikke en ‘game changer’,« sagde Karsten Marrup.
Ukraine har tidligere ytret ønske om at få 40-50 F-16-fly doneret og har gjort klart, at landet er skuffet over, at de ikke kan leveres før næste år.
