Godmorgen og velkommen til lørdagens nyhedsoverblik.

Her kan du blive klogere på de nye kviktest, der er på vej til Danmark, vaccinekøen og coronakrisens gældsbjerg.

Og så kan du muntre dig med at læse om de 100 største talenter i dansk erhvervsliv under 36 år, hvis evner forhåbentligt kommer hele samfundet til gode de næste mange år.

Vi skal også omkring dagens coronatal:

Du kan se de nyeste smittetal hos Statens Serum Institut her.

Og så til dagens historier:

20 millioner nye kviktest købt ubeset

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er millioner af nyindkøbte lyntest tjekket af myndighederne.

Men det viser sig, at hverken uafhængige fagfolk eller de danske myndigheder har vurderet, om testen er så retvisende, som producenten hævder, skriver Politiken.

På et pressemøde onsdag fortalte sundhedsministeren, at Danmark har købt ti millioner af de nye test til podning i næsen. Ifølge Politiken er der købt 20 millioner.

Og selvom ministeren hævdede, at »vi har færdiggjort en dansk vurdering af de test, som er lige så gode som dem, vi har været vant til«, så er kvalitetssikringen kun baseret på, at testene er CE-godkendt som medicinsk udstyr i Europa. Dertil har Region Midtjylland, som står for indkøbet, vurderet kvaliteten på baggrund af den dokumentation, firmaer selv sender ind.

»Sundhedsministeriet eller sundhedsmyndighederne har ikke udført yderligere kontrol med produkterne,« oplyser ministeriet ifølge Politiken.

Nu frygter flere forskere, at testene ikke virker, mens Venstre kritiserer sundhedsministeren for at tale usandt om den danske vurdering af de nye test.

»Det er problematisk at give indtryk af, at den nye test er lige så god som de nuværende uden at have den nødvendige dokumentation,« siger partiets vikarierende sundhedsordfører, Sophie Løhde. Hun opfordrer ministeren til »at beklage, at der er røget en finke af panden«.

Læs hele artiklen hos Politiken her.

Nogle af de svageste er skubbet ud af vaccinekøen

Regeringen og sundhedsmyndighederne har fra begyndelsen slået fast, at det begrænsede antal vacciner først og fremmest skal gå til de mest udsatte svage og ældre borgere.

Men nogle af de mest udsatte borgere er blevet fjernet fra køen, skriver Jyllands-Posten.

Hjemmeboende ældre over 65 år, som er bundet til deres seng – for eksempel på grund af lammelse efter en blodprop – er i store dele af landet blevet pillet ud af vaccinekøen.

»Vi venter med de sengeliggende, til vi har en vaccine, der kan bringes hjem til dem,« siger Pernille Blach Hansen, regionsdirektør i Region Midtjylland til avisen.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender skulle borgere over 65 år, der både modtager praktisk hjælp og personlig pleje derhjemme, ellers have påbegyndt vaccination fra starten af januar.

De vacciner, der i øjeblikket bruges i Danmark til de ældste borgere, kræver opbevaring ved meget lav temperatur, og et hætteglas indeholder typisk seks eller 11 doser. Skulle man bringe vaccinerne ud til borgernes egne hjem, frygter Sundhedsstyrelsen, at det vil føre til et stort spild.

Omvendt bliver de færreste borgere tilbudt liggende transport hen til vaccinationscentre.

Læs hele artiklen hos Jyllands-Posten her.

Det globale gældsbjerg er vokset med 148.000 milliarder kroner under coronakrisen

Det seneste år har regeringer i hele verden lanceret hjælpepakker i et hidtil uset omfang.

De milliardstore hjælpepakker har holdt hånden under et stort antal virksomheder og arbejdspladser, men de har også efterladt et svimlende stort gældsbjerg.

De seneste 12 måneder er verdens samlede gæld på tværs af lande, virksomheder og husholdninger således vokset med 24.000 milliarder dollar – eller knap 148.000 milliarder kroner.

Det viser en ny rapport fra Institute of International Finance (IIF), der er en global brancheorganisation for finanssektoren.

Med den seneste stigning er det globale gældsbjerg nu oppe på 281.000 milliarder dollar. Det er et tal, det er svært at forholde sig til, men det svarer til 355 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt (BNP).

Til sammenligning svarede den samlede globale gæld til 320 procent af BNP, da vi gik ind i 2020.

Læs hele artiklen her.

Berlingske Business udgiver listen over de største talenter i dansk erhvervsliv 2021

Berlingske fremhæver for 17. gang de mest lovende talenter i dansk erhvervsliv.

Det sker i Berlingskes Talent 100-kåring, hvor avisen har udvalgt og portrætteret 100 talenter under 36 år.

Berlingske.dk vil der løbende blive offentliggjort portrætter af de udvalgte unge mennesker, der har fået en plads på årets Talent 100-liste.

Der er tale om 100 vidt forskellige talenter, som på hver sin måde kan noget helt særligt.

Talenterne på årets liste er inddelt i ni forskellige kategorier. Kategorierne er af vidt forskellig størrelse og afspejler dels antallet af indstillinger i hver kategori, dels at der er forskel på niveauet hos de indstillede kandidater.

Læs mere i Berlingske.

Coronakrise eller ej: Butikker døjer stadig i stor stil med butikstyverier

For brugsuddeleren i SuperBrugsen i Dalby, Claus Christensen, er butikstyverier for længst blevet del af hverdagen.

Han kan fortælle om, hvordan han og medarbejderne i den sydsjællandske brugs fangede en tyv, der havde tømt hylderne for 2.800 kroner spiritus og gemt flaskerne i en jakke med specialsyede lommer til flaskerne.

Han kan også berette om, hvordan to tyveknægte på turné før jul sidste år ved højlys dag begyndte at tømme et forområde i butikken for julekalendere og andre julevarer og nåede at stikke af i bil, da de blev afsløret.

Juletyveriet i Dalby vidner om, at tyve også har været på arbejde under coronakrisen.

Faktisk er der i 2020 ifølge Danmarks Statistik blevet anmeldt cirka lige så mange butikstyverier i detailhandlen som i 2019–16.703 i 2020 mod 16.359 året før.

Dansk Erhverv har tilmed oplevet en stigning i antallet af indberetninger i forbindelse med systemet Crimestat, hvor detailhandlen blandt andet digitalt kan indberette butikstyverier.

Således blev der i 2020 registreret 9.794 butikstyverier i Crimestat, hvilket er godt 1.500 flere end i 2019.

Ifølge procesdirektør i Dansk Erhverv Lars Alexander Borke »er der alt for mange butikstyverier, der ikke bliver anmeldt«.

»Det skal vi sammenholde med, at der blandt vores medlemmer er stor frustration over, at anmeldelser af tyveri ofte ikke fører noget med sig. Ud over en kvittering for anmeldelse. Politiet har ikke ressourcer til at rykke ud,« siger Lars Alexander Borke, der også sidder i Det Kriminalpræventive Råd.

Læs hele artiklen i Berlingske.

Det sker i dag:

  • Ankesag om Navalnyjs fængselsdom for svindel: En russisk appeldomstol ventes at indlede ankesagen om systemkritikeren Aleksej Navalnyjs fængselsdom for svindel. Nalvalnyj siger, at både den oprindelige dom for svindel og balladen om hans påståede overtrædelse af vilkårene for den betingede dom er udtryk for politisk forfølgelse.

  • Der ventes også at falde dom i en sag mod Navalnyj for ærekrænkelse: Ifølge AFP vil en domstol i den russiske hovedstad, Moskva, afsige dom i sagen mod Aleksej Navalnyj, der er tiltalt for ærekrænkelse af en krigsveteran. Anklagemyndigheden kræver ham idømt en bøde på 80.000 kroner.

  • Det danske basketballandshold jagter EM-drøm mod Belgien: Det danske hold kæmper for at komme til EM for første gang. To afgørende kampe venter forude lørdag og mandag.

  • Årets første Grand Slam-turnering er i fuld gang i Australien.

  • I dag fortsætter verdensmesterskaberne i alpinski i Cortina d'Ampezzo i Italien med kvindernes slalom, første løb er klokken 10.00, og det andet begynder klokken 13.30.