Et spritnyt fængsel uden for Litauens hovedstad, Vilnius, kan fremadrettet ende med at huse kriminelle udvisningsdømte, som har fået en dom i Danmark, skriver DR Nyheder.
Således pågår der i øjeblikket forhandlinger om, hvad Danmark skal give til gengæld for at sende udvisningsdømte kriminelle i fængsel i det baltiske land.
Det bekræfter en lille håndfuld anonyme kilder uafhængigt af hinanden til DR Nyheder. Ingen af kilderne har ønsket at stå frem med navn, da man internt i regeringen frygter, at det kan skade forhandlingerne, hvis det kommer frem, at det er Litauen som har udvist »stor interesse« for en aftale, som det hedder i aftalen om finansloven.
Aftalen er som nævnt endnu ikke underskrevet, men forhandlingerne fremgår af finanslovsaftalen.
»Der skal hurtigst muligt og senest med udgangen af 2019 indgås en aftale med et partnerland om at etablere danske fængselspladser i udlandet, så udvisningsdømte kriminelle afsoner deres straf i udlandet frem for at belaste det danske fængselsvæsen og det danske samfund,« lyder det videre i finanslovsløftet.
Forhandlingerne går blandt andet på, at Danmark skal være med til at finansiere etableringen af et nyt fængsel uden for hovedstaden Vilnius. Ud over Danmark forhandler flere andre europæiske lande også om at være med i projektet ifølge DR's oplysninger.
I det nye fængsel skal der både sidde litauiske statsborgere og udvisningsdømte kriminelle for de lande, som har en aftale med den litauiske stat. De litauiske statsborgere og de andre indsatte skal dog sidde hver for sig.
Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, vil godt afsløre, at det forhandles med et af de baltiske lande, men han kan ikke sige hvilket.
Det har i forbindelse med historien ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) eller Thorkild Fogde, der er direktør for Kriminalforsorgen. Den litauiske ambassade i Danmark er indtil videre ikke vendt tilbage på DR Nyheders henvendelse.
