Godmorgen, kære læser, og velkommen til dagens nyhedsoverblik på Berlingske på denne skærtorsdag.
I dag skal vi forbi historier om bearnaisesaucens genkomst, Berlusconis kone, der er bange for atomkrig, og en ny lov i Uganda, der vil forbyde homoseksualitet, mens det endnu ikke har fået konsekvens for det danske arbejde i Uganda.
Men vi indleder dagens overblik med en historie om demens.
De seneste år har vi fået banebrydende ny viden om demens – det kan få stor betydning for alle ældre
I hundredvis af år har forskere over hele verden forsøgt at bekæmpe sygdommene, der rammer hjernen og udvikler sig til demens i takt med, at vi bliver ældre.
Indtil nu har det ikke været muligt at finde en metode til at bremse udviklingen af tilstanden.
Men de seneste år er der sket en »revolutionerende« udvikling inden for forskningen, og nu er vi på vej ind i en ny epoke inden for demensbehandling. Det fortæller to af Danmarks førende forskere i demens.
»Vi har længe vidst, at demensramte har en ophobning af et bestemt protein i hjernen. Forskere har i årevis forsøgt at mindske ophobningen af proteinet og forsinke udviklingen af demens. Det er nu for første gang nogensinde lykkedes,« siger Steen Hasselbalch, der er overlæge, professor og forskningsleder ved Nationalt Videnscenter for Demens.
Læs historien på Berlingske her.

Søren Frank: Efter fire års bearnaise-tomgang rykker der nu endelig en ny restaurant ind på det legendariske strandvejshotel
På denne destination fik Søren Frank efter sigende sin »gastronomiske mødom« taget. Men i de seneste fire år er restauranten på Skovshoved Hotel blevet drevet af A Hereford Beefstouw, som Berlingskes madanmelder ikke har haft lyst til at prøve.
Nu har restauranten fået nye ejere:
»Makkerparret Stina Øksenhøj Madsen og Casper J. Johansen har overtaget forpagtningen af hotellets restaurant og omdøbt den til Restaurant Skovshoved,« skriver Søren Frank i denne artikel og udtrykker en »stor lettelse«.
Du kan læse historien her på Berlingske.
Mens han taler Putins sag, gør hun klar til atomkrig – og et systemskifte i Europa
Listen ligger allerede klar.
Ikke den over gæsterne til det evigt udsatte bryllup, men navnene på dem, som i tilfælde af atomkrig skal bringes i sikkerhed sammen med parret.
En risiko, der ifølge Marta Fascina, der danner par med Silvio Berlusconi, er overhængende. Og når Berlusconi den ene gang efter den anden sår tvivl om Italiens støtte til Ukraine, er det angiveligt, fordi hun har overbevist ham om faren.
Den aldrende leder af regeringspartiet Forza Italia har ved flere lejligheder gennem det seneste års tid bakket op om Ruslands præsident, Vladimir Putins, udlægning af krigen. Men nu siger kilder tæt på Berlusconi til avisen, at han i lige så høj grad er opildnet af sin forlovede og hendes frygt for, at krigen vil føre til atomragnarok.
Samtidig har hun en klar politisk dagsorden, som hun arbejder målrettet på at fremme – og ikke kun, når det handler om krigen i Ukraine.
Læs hele historien her på Berlingske.

Det var det dyreste valg af sin slags i USAs historie. Men Trump løb med opmærksomheden
På den gode side af 285 millioner kroner blev der brugt på tirsdagens valg i Wisconsin.
Det er dermed det dyreste af sin slags i USAs historie, men højesteretsvalget tiltrækker også opmærksomhed af andre grunde.
The New York Times har blandt andet beskrevet valget som det vigtigste valg i USA i år.
En af grundene er, at det kan gøre abort lovlig igen. En anden er, at det kan få betydning for præsidentvalget i 2024.
Læs historien på DR her.
Lov mod homoseksualitet i Uganda har ikke fået konsekvenser for dansk ulandsbistand
I Uganda er det ulovligt at indgå i et homoseksuelt forhold. Men en ny lov, der blev stemt igennem i marts, vil gøre det ulovligt blot at identificere sig som homoseksuel.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Loven har allerede mødt fordømmelse hos både EU og FN, men udviklingen har indtil videre ikke fået konsekvenser for Danmarks arbejde i Uganda.
Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, skriver i en mail til Kristeligt Dagblad, at ministeriet »følger selvfølgelig situationen tæt og er aktiv via vores ambassade, hvor vi kan. Med danske midler gør vi også, hvad vi kan for at støtte beskyttelse af de udsatte grupper«.
Læs hele historien her.
Det sker i dag
09:30: Paven holder messe.
Rusland: Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
19.30: Vejle og FC København spiller kvartfinale i pokalturneringen

