En cyklist er torsdag eftermiddag blevet ramt af en bil på Holmegårdsvej i midtsjællandske Lejre i forbindelse med et cykelløb.

Det fortæller Henrik Olesen, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Cyklisten har formentlig brækket kravebenet, lyder det.

Det pågældende cykelløb arrangeres af Politiets Idrætsforening.

Her fortæller formanden for cykelafdelingen, Johannes Risbjerg, at en cyklist bagest i feltet blev ramt på sidste omgang.

Der blev tilkaldt en ambulance og samaritter, og det blev besluttet at neutralisere løbet, lyder det videre.

Bilisten er ikke umiddelbart blevet anholdt i forbindelse med uheldet.

Ifølge en informationsfolder om løbet er der tale om et såkaldt kategori III-løb. Det betyder, at almindelig trafik kunne forekomme på ruten.

Der har været også været officials til stede i forbindelse med afviklingen af løbet.

/ritzau/