Cyklist fløjet til Odense efter alvorlig ulykke i Bramming
En ældre mandlig cyklist er lørdag blevet påkørt af en bilist på Storegade i Bramming nær Esbjerg.
En ældre mandlig cyklist er lørdag blevet påkørt af en bilist på Storegade i Bramming nær Esbjerg.
En 79-årig mandlig cyklist er lørdag kommet alvorligt til skade i forbindelse med en færdselsulykke på Storegade i Bramming ved Esbjerg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Politiet modtog anmeldelse om ulykken klokken 15.31.
Manden blev fløjet med en helikopter til Odense Universitetshospital (OUH), oplyser politiet.
Vagtchef Søren Strægaard oplyser til Ritzau, at manden var i kritisk tilstand, da han blev fløjet til hospitalet.
Der er ingen opdatering på mandens tilstand omkring klokken 18.00.
Det lyder fra vagtchefen, at ulykken skete, da cyklisten kørte ud foran den pågældende bil.
Bilisten kom ikke til skade.
Storegade har som følge af ulykken været lukket, men er omkring klokken 18.00 blevet genåbnet, skriver politiet på Politi Update. En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet.
De pårørende til den forulykkede cyklist er underrettet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
RITZAU