Cykelhandleren i Mette Frederiksens barndomshjem har været socialdemokrat hele livet – men nu er det slut

Cykelhandler Keld Fuglsang kan ikke længere stemme på det parti, han og familien har støttet hele livet. Dermed kan han blive en af de vælgere, der kan være med til at flytte magten i Danmark.

Keld Fuglsang foran huset i Aalborg, hvor statsminister Mette Frederiksen voksede op. Asger Ladefoged

Keld Fuglsang og hans to ansatte joker om at holde hjulene i gang, mens de tager cyklerne ind for aftenen. Han er vant til pressen. Som socialdemokraten, der bor i Mette Frederiksens barndomshjem i Aalborg – den vel mest socialdemokratiske af alle landets større byer – har han været i avisen flere gange.

Men ved dette valg er det anderledes. For første gang i sit liv har han besluttet at sætte sit kryds hos et andet parti end Socialdemokratiet.