Cykelbatteri brød i brand og skabte farlig røg på kollegie
En person er bragt til hospital til kontrol for røgforgiftning, oplyser Københavns Politi. Flere er evakueret.

En person er bragt til hospital til kontrol for røgforgiftning, oplyser Københavns Politi. Flere er evakueret.

Københavns Politi har natten til torsdag været til stede i forbindelse med en brand på et kollegie i det sydvestlige København.
Flere personer blev evakueret, efter at et batteri til en elcykel eksploderede på et af værelserne.
Det siger vagtchef Dyre Sønnicksen fra Københavns Politi.
- Umiddelbart er der en person, der har fået så meget røg, at vedkommende skulle til Hvidovre Hospital til yderligere kontrol.
- Der er også andre, der fik røg, siger Dyre Sønnicksen og tilføjer, at de kortvarigt blev tilset i ambulancen på stedet.
Vagtchefen oplyser, at politiet klokken 02.29 modtog en anmeldelse om, at flere automatiske brandalarmer var gået i gang i ungdomsboligerne, der ligger på adressen Molestien 10.
- Da vi kom frem, stod et par hundrede personer næsten uden tøj på.
- Det nærliggende Hotel Scandic lukkede dørene op, så vi kunne få dem ind i varmen, mens brandvæsnet fik styr på området, siger Dyre Sønnicksen.
- Brandvæsnet har konstateret, at det var et cykelbatteri, der var eksploderet på et af værelserne og var gået i brand. Det gav en del røgspredning, og hele bygningen gik i gang med at evakuere sig selv, oplyser han.
Vagtchefen fortæller, at de fleste beboere torsdag morgen fik lov til at vende tilbage til deres værelser.
10-15 værelser er fortsat i gang med at blive gjort rene for skadelige partikler.
- Det værelse, hvor der har været brand, kan man ikke komme tilbage i. Det skal undersøges nærmere, når det bliver lyst.
- Det brændte batteri har også udviklet giftige partikler, så skadeservice er ved at gøre rent, så beboerne i løbet af formiddagen kan komme tilbage på værelserne, siger Dyre Sønnicksen.
/ritzau/