Den massive oprustning af sundhedsvæsenet for at kunne håndtere coronakrisen har ramt flere hundredtusind patienter med andre sygdomme, som er havnet på ventelister og har fået udskudt operationer eller behandlinger.

Antallet af indlæggelser, operationer og ambulante besøg på landets hospitaler er således faldet dramatisk, efter at landet blev lukket i begyndelsen af marts, og sundhedsvæsenet med kort varsel blev omstillet til at skulle tage sig af et forventet enormt rykind af alvorligt coronasyge danskere.