Når unge mennesker tager på bar fredag aften, drikker nogle øl, snakker med nye mennesker, danser med tilfældige andre unge og måske også glemmer, at de ikke må kramme og kysse for en aften, så kan det give anledning til en noget sværere smitteopsporing bagefter, hvis uheldet er ude, og de unge rammes af corona.
Hvis en af de unge står med en positiv coronatest et par dage efter, så er det nemlig ikke sikkert, at det er muligt at få kontaktoplysninger på alle dem, som personen har festet med fredag aften, vurderer Christian Wejse, speciallæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitet.