Hvis du har en fornemmelse af, at flere danskere for tiden bliver smittet med coronavirus, så tager du ikke fejl. 

Antallet af bekræftede coronatilfælde er i stigning, viser tal fra Statens Serum Instituts (SSI) ugentlige smitterapport, som er udkommet i dag.

Rapporten viser også, at antallet af indlagte patienter med covid-19 stiger. 

Udviklingen var forventet, efter at spildevandsovervågning i sidste uge viste en stigende smitte. Koncentrationen er steget med 31 procent baseret på tre ugers målinger, og det kategoriserer SSI som en »kraftig« stigning. 

Et bud på en forklaring på den stigende smitte er, at flere danskere samles til forskellige sommerarrangementer, herunder festivaler og europamesterskabet i fodbold. 

Trods stigningen er coronasmitten fortsat på et lavt niveau, konstaterer SSI. Der er eksempelvis langt færre bekræftede smittetilfælde end i vinter. 

Region Hovedstaden skiller sig ud

Smitten ser ud til at være mest udbredt i Region Hovedstaden. Her viser tallene, at 8,5 borgere er bekræftet smittet pr. 100.000 borgere. I de øvrige regioner er incidenstallene langt lavere.

Blandt de indlagte med en positiv covid-19-test er 77 procent over 65 år. Fem procent er i 20erne. 

SSI har også et par pointer om andre luftvejsinfektioner: 

»Antallet af påviste tilfælde med mycoplasma er på niveau med de foregående uger, men fortsat forhøjet,« skriver instituttet. 

Mycoplasma kaldes ofte kold lungebetændelse, men det er ifølge SSI misvisende, fordi de færreste, som bliver syge af bakterien, rent faktisk får lungebetændelse. De fleste får øvre luftvejsinfektioner eller bronkitis. 

Med hensyn til influenza og RS-virus ligger antallet af bekræftede tilfælde og indlæggelser på et lavt niveau for tiden. 

Få nyhedsvarsler direkte i din indbakke

Vi sender en mail, når de helt store nyheder opstår, så du ikke går glip af de vigtigste nyhedsudviklinger.