Coronaeksperter om nye tal: Det tyder på, at omikron fører til færre indlæggelser end andre varianter

Der er en stille optimisme blandt to coronaeksperter, efter at de har set tal fra SSI om omikronrelaterede indlæggelser. For tallet viser, at procentdelen af coronaindlæggelser indtil videre er det halve ved omikronvarianten end ved andre varianter.

Siden 22. november har 264 været indlagt med omikronvarianten, hvilket svarer til 0,6 procent af alle bekræftede omikrontilfælde. Thomas Lekfeldt

Smitten buldrer frem, og årsagen skal findes i omikronvarianten. For nuværende er der fundet 44.455 bekræftede omikron-tilfælde i Danmark i løbet af en måned.

Men trods omikronvariantens galopperende vækst, tyder tal fra en offentliggjort statusrapport fra Statens Serum Institut (SSI) på, at omikronsmitte fører til langt færre indlæggelser end andre varianter. Det samme billede har tidligere statusrapporter fra SSI også givet. Rapporterne udkommer tre gange om ugen.

Tallene viser tilsyneladende, at et alvorligt sygdomsforløb optræder sjældnere med omikron end deltavarianten samt andre varianter, vurderer Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet

»Jeg forventer, at det udvikler sig sådan, at vi ser omikronvarianten føre til færre indlæggelser, mindre alvorlige sygdomstilfælde og et andet sygdomsbillede, der i højere grad er præget af, at man får en voldsom forkølelse, fremfor at man får en sygdom, der går ned i lungerne og giver en lungebetændelse,« siger han.

I den nylige SSI-statusrapport over omikronvarianten opgøres antallet af smittetilfælde og indlæggelser i perioden 22. november til og med 23. december.

Her ses, at 263 af de i alt 44.455 påviste omikrontilfælde er blevet indlagt – altså 0,6 procent. Det er cirka halvdelen af indlæggelsesprocenten ved andre varianter i perioden, som er på 1,1 procent.

Mangler data om omikronsmitten blandt ældre

Selvom tallene peger i den positive retning, vil Hans Jørn Kolmos gerne tage et forbehold for, at vi endnu har det fulde overblik over omikronvarianten.

»Børn og yngre voksne bliver ikke alvorligt syge på samme måde som ældre. Og vi har stadig med relativt få omikrontilfælde at gøre over 50 år. Derfor er det svært endnu at sige, om det giver anledning til et alvorligt sygdomsforløb, når omikronen i højere grad rammer ældre,« siger han og tilføjer:

»Omvendt kan det være, at de ældre ikke bliver smittet i alvorlig grad, fordi størstedelen har fået tredje stik.«

Færre indlæggelser end deltavarianten

Nils Strandberg Pedersen, tidligere og mangeårig chef for Statens Serum Institut, påpeger, at tallene fra SSI’s rapport stemmer godt overens med, hvad man har set i andre lande – at omikronvarianten er »mindre aggressiv« end tidligere varianter.

»omikron startede voldsomt i de yngre aldersgrupper, og spreder sig nu op igennem aldersgrupperne. Og jeg tror godt, at man kan stole på, at omikron giver anledning til færre indlæggelser og færre svære sygdomsforløb, end vi så med deltavarianten,« siger han og uddyber:

»Samtidig er vi er også i den situation, at mange af os er vaccineret nu, og det kan også være en del af årsagen til tallene.«

Faglig direktør i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause kom med samme optimisme til onsdagens pressemøde. For over juledagene var der kommet studier ind fra Sydafrika, England og Skotland som tyder på, at omikron er forbundet med mindre alvorlig sygdom end delta, fortalte hun.

»Det, man har set, er, at risikoen for at komme i kontakt med sundhedsvæsenet simpelthen ser ud til at være fra 20 til 70 procent mindre for de omikronsmittede end de deltasmittede, alt afhængig af, hvad det er for en kontakt, man har haft i sundhedsvæsenet,« forklarede hun.

Hun fortalte desuden, at SSI snart har nok indlæggelser til at kunne se på omikronvariantens sygdomsbillede i Danmark.