Der er gået drengene mod pigerne i ligestillingsdebatten og finder en polarisering mellem kønnene sted. Det er journalist og influencer Christina Sander ikke uenig i, men hun mener ikke, at kønnene nødvendigvis har lige meget ansvar for, at det er kørt skævt. 

»Ja, der er en polarisering i gang. Og spørgsmålet er så, hvor den stammer fra,« lyder det i debatpodcasten »Mening« med Jacob Rosenkrands.

Mening

»Jeg er træt. Træt af mænd og deres mikrofoner,« skriver journalist og influencer Christina Sander i et opslag på Instagram til sine 155.000 følgere. Anledningen var et sammenstød med komikeren Lasse Rimmer på grund af et omdiskuteret klip fra podcasten Elefanten i rummet, hvor Rimmer og komikerkollegaen Andreas Bo taler om kvinders stemmeret. Spørgsmålet er, om der er gået for meget pigerne mod drengene i ligestillingsdebatten, når den udspiller sig på sociale medier, hvor valutaen er clicks og likes? Gæst: Christina Sander, journalist og influencer. Vært: Jacob Rosenkrands.

For at forstå, hvor polariseringen stammer fra, skal vi tilbage til de traditionelle kønsroller, som kvinder »først har løsrevet sig fra, og har været nødt til at løsrive sig fra, fordi samfundsøkonomien er blevet skruet anderledes sammen,« siger Christina Sander i »Mening«. 

»Og jeg tror ikke, at mænd på samme måde er fulgt efter. Så man kan sige, når feminismen kommer ind og lægger det der modpres, så er spørgsmålet, hvad skabte polariseringen først?«

»Var det det, at mændene ikke fulgte med, da kønsrollerne blev ændret? Eller var det det, at kvinderne nu gør oprør, fordi de er overbelastede?«

Sådan spørger Christina Sander i Berlingskes podcast »Mening«. 

Hun mener, at vi i øjeblikket ser et pres fra den såkaldte »manosfære«, hvor kvindefjendske udsagn florerer, og feministerne bliver gjort til problemet. Men hun afviser, at der er tilsvarende problemer med »mandehad« på den anden fløj. 

»Mandehad eksisterer ikke, hvis du spørger mig, på den måde i mit kommentarspor. Mandehad ville jo være, hvis vi slog mænd ihjel eller voldtog mænd, eller bebrejdede mænd for forbrydelser, der er begået mod dem,« lyder det. 

»Mandehad er ikke at gøre grin med, at mænd de måske overser børnepasningen, når de prøver at arrangere en date. Det er  satire, det er latterliggørelse af kønsroller og forventninger til køn,« siger hun og fortsætter:

»Der er meget meget stor forskel på mandehad og kvindehad. Fordi kvindehad slår vitterligt kvinder ihjel. Og mandehad det gør mænd lidt utilpasse.«

Der er også noget, der hedder hadefuld retorik. Nu spørger jeg bare, fordi du har så mange følgere: Synes du at der kan være problemer med det? 

»Jamen det kan godt være du kan finde enkelte eksempler fra mine spor det vil jeg ikke kunne afvise, altså at nogen skriver, at de hader mænd. Men vi skal være meget skarpe på, hvad mandehad og kvindehad rent faktisk har af konsekvenser i vores samfund«

»Når kvinder, de »hader mænd« siger jeg nu i gåseøjne, så hader de en struktur. De hader at være undertrykt. De hader, at der er sådan en offerliggørelse fra mændenes side, når vi taler alt fra mental load og fordeling af husligt arbejde i hjemme,t til kvindedrab og alt derimellem. Der er en struktur, som rigtig mange mænd ikke har lyst til at tale om,« siger Christina Sander.   

I »Mening« med Jacob Rosenkrands giver Christina Sander også sin version af hendes nylige sammenstød på sociale medier med komiker Lasse Rimmer, som er gået viralt og har sat sindene i kog på begge sider.