En mand afviser mandag i Retten i Næstved, at han er blevet udsat for en grov krænkelse af sin chef i Forsvaret, sådan som chefen er tiltalt for.

I anklageskriftet står der, at den pågældende chef om bord på et skib flere gange i 2024 skulle have givet den underordnede et hårdt klem om låret og have sagt: "Det er en chefs ret at give hestebid".

Da militæranklager Christina Barnow direkte spørger manden i vidneskranken, om han blev udsat for nogen berøringer af tiltalte, kommer svaret hurtigt og klart:

- Nej.

Vidnet forklarer, at han ikke selv har set, at den tiltalte skulle have givet underordnede hestebid, men at han senere har fået at vide, at det skulle være sket.

Anklageren hiver en afhøringsrapport frem, hvor der står, at vidnet fortalte, at chefen skulle have udsat ham for et hestebid en enkelt eller to gange.

Der står også, at han har set chefen give underordnede flere hestebid, hvortil de har sagt, at det bryder de sig ikke om, hvilket var blevet affejet med beskeden om, at det var en chefs ret.

Det kan manden i dag ikke huske at have set eller sagt til den militære anklagemyndighed, Auditørkorpset.

- Det er også to et halvt år siden, og jeg går ikke og husker på de her ting, siger vidnet.

Han understreger, at han ikke husker selv at være blevet udsat for et hestebid, men hvis det er sket, så har han ikke tillagt det nogen betydning.

Vidnet tænker på hestebid som kærlige handlinger og nævner, at hans far gav ham hestebid, da han var barn.

Han mindes, at de menige på skibet fortalte ham, at deres nej til hestebid ikke var blevet respekteret af chefen. Det ville vidnet ikke blande sig i, men henviste dem til at tale med den pågældende chef om det, fortæller han.

Snakken om hestebid og uønsket massage blev først et tema på det skib, de var på, efter at chefen i sommeren 2024 havde råbt ad en underordnet på en måde, som flere af de andre ikke brød sig om, fortæller vidnet. Herefter ændrede stemningen sig om bord.

Chefen er tiltalt for brud på den militære straffelovs paragraf 18 om grove krænkelser af underordnede. Fem personer blev ifølge anklageskriftet udsat for hestebid, og så blev fire personer angiveligt masseret uden samtykke.

Han nægter sig skyldig. Han har efter eget udsagn rørt deres skuldre, ikke masseret dem, og han fastholder, at hvis han havde fået at vide, at nogen anså hestebiddene for krænkende, så var han stoppet med det samme.

- Det har været ren og skær omsorg fra min side mod venner, jeg troede, jeg havde, siger chefen.

Sagen kunne være afsluttet med en samtale, mener han. Anklagemyndigheden har droppet anklagen om krænkelse af mandagens vidne.

Barnow går efter at få den tiltalte idømt en bøde på 10.000 kroner, mens forsvarer Jakob Buch-Jepsen kræver frifindelse i sagen, der ifølge ham burde være ordnet disciplinært.

Chefen har været over to årtier i Forsvaret og stod kort inden sin hjemsendelse i 2024 til en forfremmelse. Han siger, at sagen uanset udfaldet har ødelagt hans karriere.

Retten i Næstved afsiger dom 9. november.

RITZAU