Charlotte Bagge Hansen var 18 år. Hun elskede sport, hun elskede udfordringer, og hun var træt af at gå i skole.

Hun skulle da prøve militæret, tænkte hun.

Men for kvinder var det dengang i 1988 hverken almindeligt eller ligetil at komme i militæret. Der var en række skriftlige og fysiske optagelsesprøver, og kvinderne var få. Men Charlotte Bagge Hansen, der i dag er medlem af Folketinget for Moderaterne, kom ind. 

Siden er det blevet væsentligt enklere for kvinder at komme »i trøjen«. De har værneret. Men Charlotte Bagge Hansen ønsker mere ligestilling.

»Hvis man skal have det optimale ud af det og lave den allerbedst arbejdsplads og modernisere Forsvaret, så er man nødt til at få nogle flere kvinder ind,« siger hun i dagens afsnit af »Pilestræde.«

Charlotte Bagge Hansen var i Forsvaret i syv år, og hun mener ganske enkelt ikke, at den værneret, som kvinder i Danmark har i dag, er nok. Værnepligten skal gælde begge køn lige, forklarer hun i »Pilestræde«. 

»Det handler om, at man har de samme rettigheder. Som det er i dag, har man kvindelige og mandlige ansatte på to forskellige kontrakter. Kvinderne kan i dag sige: 'Jeg har faktisk ikke lyst til at være her længere, så jeg stopper nu.' Hvis manden siger 'jeg vil ikke være her mere, jeg tager hjem', så bliver han hentet af militærpolitiet. Så der er nogle helt basale ting, der er forkerte.« 

Podcasten udkom onsdag morgen og blev optaget tidligere på ugen – før regeringen onsdag formiddag præsenterede sit forslag til netop at gøre værnepligten lige for alle. Noget, partierne i regeringen ellers indtil for nylig var uenige om

Værnepligt

Kvinder vil gøre militæret både bedre og mere moderne, forklarer Charlotte Bagge Hansen.

»Jeg mener helt klart, at vi allesammen har et samfundsansvar i forhold til Forsvaret, og derfor mener jeg også, at kvinderne skal have værnepligt. Men jeg mener også, at vi får et stærkere og bedre forsvar i, at der er mere diversitet (...)«

»Det er jo kun en lille my af Forsvaret, der ligger ude ved fronten. Der er så mange forskellige specialer, og derfor ville det være supergodt for Forsvaret som virksomhed, at der også var flere kvinder.«

Hun er af samme grund overbevist om, at man bør gøre op med, at værnepligten kun gælder for mænd.

»Det, at der kommer flere kvinder i Forsvaret, vil alt andet lige være med til at skabe en mere ligeværdig balance, ligesom man har ude i det civile arbejdsliv.«

I programmet siger Charlotte Bagge Hansen, at hun ikke forventer, at det er noget, som vil ske lige med det samme. Det er noget, hun og Moderaterne skal overbevise de to andre regeringspartier – Socialdemokratiet og Venstre – om, siger hun. 

Men noget har altså ændret sig siden starten af ugen. Onsdag formiddag bekræftede statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at værnepligten skal ligestilles. 

»En nyhed, som i sig selv nok til at rydde forsiden på ethvert dagblad,« skriver Berlingskes forsvarskorrespondent, Andreas Lindqvist, i sin analyse.

Hør hele interviewet med Charlotte Bagge Hansen i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.