Langt flere danskere end tidligere søger sundhedsfaglig hjælp med henblik på at skifte køn.
Og selvom indsatsen de seneste par år er blevet kraftigt oprustet, kan kønsidentitetscentrene slet ikke følge med efterspørgslen. Det skriver Ugeskrift for Læger.
Konsekvensen er, at ventetiden på hormonbehandling stiger – og at flere patienter derfor vælger at selvmedicinere med alvorlige virkninger til følge.
I 2017 fjernede Danmark som det første land i verden transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Behandlingen er flyttet fra psykiatrien, og hvor det eneste center for kønsidentitet førhen lå på Rigshospitalet, er to nye åbnet i Aalborg og Odense.
Hvor cirka 550 personer blev henvist i 2019, forventer de tre centre i år at nå op på cirka 900 henvisninger.
»Tager p-piller i vilde doser«
Da man i 2018 åbnede Center for Kønsidentitet på Aalborg Universitetshospital, blev det estimeret, at der ville blive tale om 75 henvisninger årligt. Nu, fire og et halvt år senere, er centret oppe på 350 årlige henvisninger.
Samme billede tegner sig i Odense, hvor forventningen – som centerets bevilling er møntet på – ved åbningen i 2020 var 75 årlige henvisninger. Her er man nu oppe på cirka 200.
Begge centre har lange ventetider, som især opstår på grund af utilstrækkelige lægeressourcer til at forestå hormonbehandlingen.
I Aalborg, hvor ventetiden i øjeblikket ligger på omkring et år, er ledende overlæge Astrid Højgaard bekymret for konsekvenserne. En undersøgelse fra centret, som hun står i spidsen for, viser, at en ud af fem patienter medicinerer sig selv med hormoner.
»Typisk køber de hormonerne af andre patienter eller importerer fra udlandet. En del af transkvinderne, der har brug for østrogen, tager p-piller i vilde doser. Det er vanvittigt usundt, og jeg har patienter, der har fået blodpropper som følge af selvmedicineringen. Det giver utroligt store problemer,« siger overlægen til Ugeskrift for Læger.




