Byret finder det bevist at Morten Storm samarbejdede med PET
Morten Storm har tidligere stået frem og har sagt, at han i flere år arbejdede som agent for PET.

Morten Storm har tidligere stået frem og har sagt, at han i flere år arbejdede som agent for PET.

Ankestyrelsen skal anerkende, at Morten Storm, der tidligere har sagt til medier og i bøger, at han har været agent for Politiets Efterretningstjeneste (PET), er berettiget til 82 procent af fuld førtidspension.
Det har Københavns Byret afgjort mandag.
Samtidig mener retten også, at Morten Storm har godtgjort, at han i en fireårig periode har samarbejdet med PET.
Sagen er blevet behandlet som en civil sag i retten tidligere på sommeren.
Her var Morten Storms påstand, at han var berettiget til 92 procent af en fuld førtidspension. Ankestyrelsen ønskede at blive frifundet.
Den 50-årige Morten Storm er tidligere blevet tilkendt 67 procent af fuld førtidspension, fordi han ikke har haft fast bopæl i Danmark i 90 procent af den tid, der er gået, fra han fyldte 15 år, til han blev tildelt førtidspension.
Det kan ifølge pensionsloven sidestilles med at opholde sig i Danmark, hvis man opholder sig i udlandet som udsendt repræsentant for en offentlig dansk myndighed og som beskæftiget i offentlig dansk interesse.
Tre dommere i Københavns Byret har blandt andet skullet tage stilling til en periode mellem juni 2008 og juli 2012.
Her boede Morten Storm i Storbritannien og rejste til blandt andet Yemen, Somalia og Libanon.
På baggrund af en række avisartikler, boguddrag og en afgørelse fra Ankestyrelsen i 2019 finder Københavns Byret det godtgjort, at han samarbejdede med PET i perioden og fik løn for sit arbejde.
- Retten lægger i den forbindelse til grund, at sagsøgers samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste i den omhandlede periode udgjorde hans hovedbeskæftigelse, lyder det i et resumé af afgørelsen.
Retten mener derfor, at Morten Storm i perioden var beskæftiget i offentlig dansk interesse.
- Det kan i en sag som den foreliggende ikke komme sagsøger til skade, at Politiets Efterretningstjeneste i overensstemmelse med efterretningstjenestens faste praksis ikke har ønsket hverken at be- eller afkræfte, at sagsøger har udført opgaver for efterretningstjenesten, skriver byretten.
Retten har også skullet tage stilling til to andre perioder af Morten Storms liv, hvor han har forklaret, at han var henholdsvis på studieophold i Yemen, og at han fejlagtigt ikke var registreret med fast bopæl i Danmark.
Det er ikke fundet bevist, at han havde bopæl i Danmark i de perioder.
På trods af det ser Morten Storm afgørelsen som en klar sejr. Det siger hans advokat, Mads Pramming.
- Sagen handler først og fremmest om, at han har arbejdet for Danmark og lavet noget meget farligt arbejde og er blevet syg af det.
De ekstra penge, Morten Storm kommer til at få, er ikke det centrale i sagen, siger advokaten.
- Det er en anerkendelse af, at han har gjort et stykke arbejde for den danske stat og endda et meget farligt arbejde, og derfor skal han selvfølgelig have det, han har ret til.
I 2012 stod Morten Storm frem i Jyllands-Posten og fortalte, at han fra 2007 til 2012 var agent for PET.
Morten Storm levede ifølge eget udsagn i flere år et dobbeltliv, hvor han på overfladen spillede rollen som fundamentalistisk muslim. I det skjulte videregav han angiveligt oplysninger om islamistiske miljøer - mod betaling - til PET.
Ritzau har bedt PET og Ankestyrelsen om en kommentar til dommen.
RITZAU