Der er sent lørdag stor røgudvikling efter en bygningsbrand på Næstvedvej i Ringsted.

Borgere i området bør derfor holde sig inden døre.

Det siger Brian Stahl, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, sent lørdag aften.

- Vi har styr på branden, som er slukket, men der er stadig en stor røgudvikling. Den røgudvikling er sundhedsskadelig ved indånding, forklarer han.

Borgere skal derfor holde sig indendørs og lukke døre og vinduer.

Det gælder i området Balstrupvej, Egevej, Blåbærvænget, Snebærvænget, Solbærvænget, HP Hansensvej, Bavnagervej og Dyssegårdsvej.

Opfordringen ventes ifølge vagtchefen at gælde i nogle timer frem.

- Der er meget røg, der ligger ind over bygninger og gader, siger han.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyste tidligere på meddelelsestjenesten Politi Update, at Næstvedvej var blevet spærret på grund af bygningsbranden.

Branden brød ud på Næstvedvej 13, der huser en smørrebrødsforretning og lejligheder.

Til Ritzau oplyste vagtchefen, at tre personer var blevet kørt til kontrol for røgforgiftning på sygehuset.

De omkringliggende opgange og Netto, der ligger ved siden af, er blevet evakueret, lød det videre.

Ifølge vagtchefen ender bygningen formentlig med at brænde helt ned.

Af videoer kan en stor røgsky ses, og at politiet er til stede.

Det er endnu for tidligt at sige, hvad der er årsag til branden.

Der er ingen meldinger om alvorligt tilskadekomne.

/ritzau/