Siden B.T. blev slået sammen med gratisavisen Metroxpress, er der dagligt blevet udgivet to forskellige versioner af avisen. En, der er blevet solgt i kiosker og til abonnenter, og en gratisversion i et mindre format til pendlere.
Men fra årsskiftet vil avisen kun udkomme i én udgave dagligt.
Fremover vil avisen i hverdagene kunne tages gratis i toge, busser og rundt omkring, mens den i weekenden vil kunne købes i løssalg i en større udgave end hidtil. Abonnenterne vil fortsat få leveret avisen alle ugens dage.
Vi ønsker at skabe et levedygtigt printmedie, der er en blanding af abonnement, løssalg og gratis.Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør for B.T.
»Vi ønsker at skabe et levedygtigt printmedie, der er en blanding af abonnement, løssalg og gratis. Denne model giver bedst mening for B.T. Vi ved, at de fleste abonnenter er særligt glade for avisen i weekenden, og det er også her, vi har det største løssalg. Derfor skaber vi en ny og større lørdags- og søndagsavis,« siger Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør på B.T.
Selv om avismodellen ændres, vil avisens styrkeområder fortsat være de samme.
»Vi fokuserer stadigvæk på vores styrkeområder, som er nyheder, sport og underholdning. Hverdagen bliver gratis, og i weekenden skal vi koncentrere os om løssalget og abonnenterne,« siger Michael Dyrby.