Brostrøm ser mulig løsning på sygeplejerskemangel: »Jeg er overbevist om, at det vil få færre til at søge væk«

Danmarks coronageneral nummer ét, Søren Brostrøm, stempler ind i debatten om manglen på sygeplejersker på landets hospitaler. Han har et bud på, hvordan den store hovedpine kan afhjælpes.

Det er muligt at gøre noget ved manglen på sygeplejesker, mener Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Claus Bech

Debatten om manglen på sygeplejersker og sygeplejerskernes arbejds- og lønvilkår satte sit præg på store dele af 2021. Nu giver hele Danmarks coronageneral, direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, sit perspektiv på et af de store, uløste problemer, som med coronapandemien fortsætter med uformindsket styrke ind i 2022.

Ifølge Søren Brostrøm er problemet med manglen på blandt andet sygeplejersker ikke rekruttering. Ifølge Brostrøm er det fastholdelse, der er det egentlige problem. For hvis færre forlod det akutte hospitalsarbejde, behøvede afdelingerne ikke hele tiden rekruttere nye medarbejdere.

Og her spiller vagtplaner en vigtig rolle, siger han i et interview med Politiken.

»Når du bliver ansat på en travl medicinsk afdeling, dynges du til fra dag 1 med aften-, natte- og weekendvagter. Det er dødhårdt. Og uforeneligt med et familieliv. Jo flere der deltager i vagtarbejdet, jo færre skal den enkelte have. Og vi kan jo se, at eksempelvis mange sygeplejersker søger over mod de meget attraktive ambulatorier, fordi det er mandag til fredag, 8-15,« siger Søren Brostrøm og fortsætter.

»Vi bør få dem til også at deltage i vagterne oppe på sengeafdelingen. Det er fagligt bedre for dem og for patienterne, og det spreder vagterne ud på flere hænder. Jeg er overbevist om, at det vil få færre til at søge væk fra klinikken og det akutte patientarbejde, som der er behov for.«

Berlingske kunne i november fortælle, at mens der mangler sygeplejersker som aldrig før, så er sygeplejerskerne der allerede - i hvert fald i Region Hovedstaden. De arbejder blot på deltid.

Søren Brostrøm tvivler imidlertid på, at det er muligt at tvinge sygeplejersker og andre faggrupper på fuld tid.

»Det skal være attraktivt at være i klinikken og lave klinisk arbejde. Det tror jeg, vi skal tilbage til. Og der skal drejes på flere knapper, ikke bare flere penge,« siger han også til Politiken.