Brøndby Hallen, søndag den 29. januar. Det simrer på tribunen.
Ordstyreren fortæller om formålet med dagens stormøde. De næsten 500 fremmødte Brøndby-fans skal komme med input til den »værdiaftale«, som sammenslutningen af fangrupper, Fanafdelingen, vil indgå med Brøndby IFs nye ejere fra amerikanske Global Football Holdings.
»En ny milepæl for dansk fankultur,« har Fanafdelingen også præsenteret stormødet som. Man vil sikre en »åben og demokratisk proces« omkring den potentielle værdiaftale.
Men det er, som om Brøndby-tilhængerne på plastiksæderne ikke helt ved, hvad de skal forvente. Er det følelsernes eftermiddag eller den diplomatiske tones tur?
Sagsforløbet præsenteres kort:
Sidst i december overtog Global Football Holdings aktiemajoriteten i Brøndby IF fra danske Jan Bech Andersen, som det blev meldt ud i oktober var planen. 156,8 millioner kroner kostede klubben, der stødte til Global Football Holdings’ portefølje bestående af belgiske SK Beveren, portugisiske Estoril Praia og et medejerskab af Bundesliga-klubben FC Augsburg. Dertil kommer, at én af frontfigurerne i Global Football Holdings, David Blitzer, også har aktier i blandt andre Crystal Palace i Premier League, en amerikansk ishockeyklub og i basketballholdet Philidelphia 76ers.
Så debat om kultur og værdier mellem medlemmer af Fanafdelingens bestyrelse. Derefter bidrag fra salen.
Én taler om sin grundlæggende skepsis over, at Global Football Holdings ejer flere klubber, fordi det udsletter klubbers lokale særpræg. En anden om foreningslivets fremtid. En tredje vil have bedre faciliteter for handicappede stadiongæster.
Det er svært at se, hvordan det hele skal udmønte sig et i fælles forhandlingsoplæg.
Mikrofonen går videre til en ny fan, men inden han når frem til sit egentlige budskab, konstaterer han indskudt: »Jeg vil bare gerne have GFH (Global Football Holdings, red.) ud af min fodboldklub.«
Pludselig koger det i Brøndby Hallen. Dagens største bifald. Det er dét, de stadig drømmer om, lader det til. Realistisk eller ej: At Global Football Holdings forlader Vestegnen og tager turen tilbage over Atlanten.
Amerikanerne kommer
Det er der bare intet, der tyder på, at Brøndbys nye ejere eller de mange øvrige nytilkomne amerikanere i europæisk fodbold har i sinde at gøre. Også selvom det på det seneste ikke kun har været fans i Brøndby, der har udtrykt deres lede over dem.
Konglomeraternes – eller den såkaldte »Multi-club ownership«-model – indtog i fodboldindustrien er nemlig én af de mest markante bevægelser i sporten for øjeblikket. Og den ser kun ud til accelerere i den kommende tid – med amerikanere ved styrepinden.
I september kunne Det Internationale Center for Sportsstudier (Centre International d'Etude du Sport, CIES), fortælle, at der de foregående tre år var sket en stigning på 75 procent i antallet af klubber i verdensfodbolden, hvis ejere har flere klubber i folden. Og da Premier League-klubben AFC Bournemouth i december blev overtaget af den amerikanske milliardær Bill Foley – som siden har tilføjet franske FC Lorient til sit selskab, Black Knight Football Club – blev klubben den tiende i den bedste engelske række, der har forbindelser til andre klubber via deres ejere. Samtidig betød overtagelsen, at ti europæiske klubber nu er på amerikanske hænder.
Det paradoksale ved udviklingen er dog, at selvom det i høj grad er drevet af amerikanere, så var det ikke dem, der kom først.
Som Kieran Maguire, der er forfatter til bogen »Price of Football – Understanding Football Club Financing« og underviser på University of Liverpool, fortæller, så var det den Abu Dhabi-ejede City Football Group, der først blev synonym med den nye model. Før man købte Manchester City i 2008 og siden udvidede sit imperium, var det nemlig normen, at hver klub i europæisk fodbold havde hver sin ejer. I dag hører 12 klubber under konglomeratet fra emiratet.
»Det kan godt være, at Red Bull-koncernen kom først, men det var City Football Group, der blev mønstereksemplet, fordi de bragte de væsentlige ideer med sig og virkelig udnyttede modellen. De brugte de samme træningsprogrammer i de forskellige klubber, fandt talenter på tværs af netværket og flyttede spillere fra én klub i porteføljen til en anden. Fra et kontinent til et andet,« siger Kieran Maguire.
Netop det sidste element – at spillere kan skifte mellem ejernes klubber – hører ifølge Maguire til en af de væsentligste fordele ved at eje flere klubber. Konglomeraterne kan lave en art fødekæde, hvor hvert led kan levere spillere til det næste, og i sidste ende havner de bedste spillere altså i toppen af systemet. I City Football Groups tilfælde: Manchester City.
Ifølge Maguire kommer dertil, at klubberne kan lære af hinanden, tiltrække hinandens fans og omgå nogle juridiske bestemmelser. For engelske klubber gælder det eksempelvis, at man kan minimere nogle af Brexits negative følger for den frie bevægelighed ved at eje klubber i andre lande.
Uudnyttet potentiale
Når teknikaliteterne er rundet, står dog tilbage, at amerikanerne grundlæggende mener at have opdaget et nyt marked med vækstpotentiale. I mange år har konsensus i fodboldens verden ellers været, at den ikke var værd at lægge sine penge i, hvis man faktisk var interesseret i at opnå afkast på sin investering. Dels fordi klubber i selv de største europæiske ligaer i virkeligheden ikke omsatte for meget mere end et gennemsnitligt supermarked. Mestendels fordi de fleste klubber var mere drevet af passion end pengetrang.
Men den opfattelse deler amerikanerne altså ikke længere.
Man forudser helt enkelt vækst i fodboldens verden. Organisationen bag World Football Summit – et slags fodboldens svar på World Economic Forum, hvor sportens vigtigste finansielle aktører mødes – udgav i december en rapport, der spår en årlig vækst på 4,1 procent i perioden 2022-2027.
Men lige så vigtigt, så har rige amerikanere med hang til sport som investeringsobjekt set sig nødsaget til at forlade USA. Som den tidligere ejer af FC Helsingør, Jordan Gardner, senest har fortalt i en podcast med netop World Football Summit, så er det nu så dyrt at købe en amerikansk sportsklub, at det kun giver mening for de færreste. Det gælder både i amerikansk fodbold, basketball, baseball og selv i »soccer«. Prisen er presset langt højere op, end tilfældet er på europæiske klubber.
Det skyldes, at de amerikanske ligaer er lukkede systemer uden fare for nedrykning. Så er man først med i det gode selskab, risikerer ejerne ikke et eklatant fald i indtægter som konsekvens af ringe præstationer, som tilfældet er i europæisk fodbold. Og så skyldes det – set fra Gardners og de øvrige amerikanske investorers perspektiv – at man i USA har været meget bedre til at udnytte sportens kommercielle potentiale, end man har i Europa.
Med andre ord har amerikanerne udset sig europæisk fodbold som et nyt væksteventyr, og derfor skal investeringerne naturligvis foretages i stor skala.
Foreningsdanmark
I modsætning til i USA, hvor sport altid har været knyttet til forretning, så er historien i Europa, at amatøridealer fra begyndelsen har været fodboldens følgesvende.
I England i kraft af de rige kostskolers drøm om den frie og lige (for de velhavende) kropsudfoldelse i det 19. århundrede, som dog siden blev forpurret af arbejdernes behov for at tjene penge på deres evner på grønsværen. I Danmark blev professionel fodbold først indført 1978, men også efterfølgende har foreningslivet været én af de bærende søjler i dansk fodbold.
Jonathan Holtegaard er bestyrelsesmedlem i Fanafdelingen i Brøndby, har været en del af det aktive fanmiljø på Vestegnen i 15 år, og så var han med til at starte fanbevægelsen »Bevar Brøndby« i dagene op til overtagelsen. Siden har man markeret sig ved en række protester rettet mod de nye ejere, og han fortæller da også, at protesterne vil fortsætte, når Brøndby IF søndag den 19. februar indleder forårssæsonen på hjemmebane mod AC Horsens.
For Jonathan Holtegaard karambolerer amerikanernes indtræden i Brøndby IF netop med hans forståelse af, hvad en fodboldklub skal være:
»Man kan jo kalde fanmiljøets aktiviteter for en slags betalt frivilligt arbejde. Jeg betaler for at gå på stadion og for at lave bannere. Og det gør jeg, fordi jeg tror, det er det bedste for Brøndby IF.«
»Men det går ud over hele ideen, hvis nogle amerikanere kommer og trækker penge, jeg er med til at genere, ud af klubben. Man ligger jo ikke hele natten og laver en tifo til morgendagens kamp, som jeg gjorde, da jeg var yngre, for at investorerne kan lukrere på den succes på banen, fans er med til skabe. Pengene skal blive i klubben, så den kan blive stærkere.«, siger Holtegaard til Berlingske.
En anden grund til hans modstand over for overtagelsen er netop Global Football Holdings’ engagement i andre klubber rundt omkring i Europa.
Et synspunkt, der er blevet stadig mere tydeligt i fankredse i løbet af de seneste uger. I kølvandet på førnævnte Bill Foleys investering i franske FC Lorient i januar skrev en af klubbens største fangrupper et åbent brev til ham med teksten:
»FC Lorient har vist i årevis, at det er en familieklub med en stærk identitet … Hvorfor tillader man, at en amerikaner, der intet ved om klubbens historie, kan købe aktier her.«
Og det hjalp bestemt ikke på leden, at Foley få dage efter brevet sendte Lorients stjernespiller, Dango Ouattara, til søsterklubben Bournemouth i det engelske.
Også i Crystal Palace, hvor David Blitzer fra Global Football Holdings er minoritetsejer, har der senest lydt protester. De er først og fremmest rettet mod den største investor, John Textor, som også ejer klubber i Brasilien, Belgien og Frankrig: »Multi-club ownership. Stock market gambling. Textor, we don’t trust you,« stod der på et stort banner til en af klubbens seneste hjemmebanekampe.
Markant var det også, at fans i den hollandske klub, NAC Breda, i fjor formåede at forhindre City Football Groups overtagelse af klubben.
Kærligheden
Spørgsmålet er naturligvis, om udviklingen vil vende med modstanden in mente?
Det ser ikke sådan ud i øjeblikket, men en dag vil den selvsagt stagnere, når der ikke er flere klubber i toppen af europæisk fodbold for amerikanerne at overtage.
I Brøndby befinder Jonathan Holtegaards lyst til at se førsteholdsfodbold sig på et meget lille sted. Men som han sagde til de fremmødte i Brøndby Hallen til stormødet 29. januar, så er følelserne for hele klubben alligevel vokset de seneste måneder.
Han uddyber: »Min kærlighed til resten af Brøndby IF – foreningen, fællesskabet, mine venner, som også er fans – er blevet større. Vi er rykket tættere sammen. Det tror jeg mange kender fra krisetider.«