Brandvæsen får ekstra hjælp til stor brand i virksomhed
Tirsdag morgen udbrød der brand i en industribygning i Vipperød nær Holbæk. Der er ingen tilskadekomne

Tirsdag morgen udbrød der brand i en industribygning i Vipperød nær Holbæk. Der er ingen tilskadekomne

Brandvæsenet får tirsdag formiddag ekstra hjælp til at slukke en brand i Vipperød nær Holbæk.
Branden er udbrudt i en industribygning på Skimmedevej, fortæller kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet fik meldingen klokken 09.54. Der var gået ild i noget tagpap.
»Vi kører derud og kan konstatere, at firmaet på adressen har fået foretaget tagpap-arbejde, og branden er opstået i den forbindelse,« siger Martin Bjerregaard.
Branden er så voldsom, at brandvæsenet får hjælp fra flere stationer.
»Vi kan konstatere, at lidt senere i forløbet måtte brandvæsenet tilkalde yderligere brandkøretøjer,« siger Martin Bjerregaard.
Ifølge TV2 er det industrivirksomheden Primodan, der er udbrudt brand i.
Ingen skal umiddelbart være kommet til skade.
Vestsjællands Brandvæsen oplyser omkring klokken 11.30, at det er til stede med personale fra fem stationer.
»Vestsjællands Brandvæsen er i øjeblikket til stede med personale fra fem af vores stationer, og vores frivillige er fremme med dronen.«
»Derudover har vi anmodet Roskilde Brandvæsen om assistance med deres stigevogn,« skriver brandvæsenet på Twitter.
Tirsdag middag lyder meldingen fra politiet, at det kan komme til at tage lang tid endnu at slukke branden.
»Stadig røg fra branden, men vindretning/-forhold gør, at ingen er i konkret fare eller skal evakueres.«
»Ophold i røgfanen bør undgås. Luk vinduer/døre, hvis du bor i nærheden,« lyder opfordringen fra politiet cirka klokken 12.30 på Twitter.
/ritzau/