Brand i sommerhus med stråtag i Blåvand gav kraftig røg
Lejere af sommerhus hørte et kæmpe brag inden brand. Indsatsleder mistænker, at et lyn slog ned i huset.
Lejere af sommerhus hørte et kæmpe brag inden brand. Indsatsleder mistænker, at et lyn slog ned i huset.
Der opstod mandag aften en kraftig brand i et sommerhus med stråtag på Fyrvej i Blåvand.
- Vi har en brand i et sommerhus med stråtag. Huset er overtændt. Det brænder kraftigt herude, sagde vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Michael Henriksen til Ritzau kort før klokken 18.00, hvor branden havde været i gang i en times tid.
JydskeVestkysten har talt med ejeren af sommerhuset, der fortæller, at sommerhuset var lejet ud til en tysk familie.
- Det er frygteligt. Det har ikke været nogen rar tur. Vi vidste godt, hvad vi kom ud til, fortæller ejer Henrik Christensen til mediet.
Familien nåede ud i god behold, men de er vendt tilbage til Tyskland, siger ejeren til avisen.
De nåede at få deres vigtigste ejendele med ud.
Den tyske familie hørte ifølge ejeren et "enormt brag" inden branden, hvilket har fået brandvæsenet til at mistænke, at et lyn var skyld i branden.
Branden blev slukket lidt efter klokken 18.00, men huset skal fortsat undersøges for at komme en brandårsag nærmere, siger vagtchef Michael Henriksen før klokken 21.00.
Branden udviklede en kraftig røg, hvilket fik politiet til at opfordre personer i området til at lukke vinduer, døre og slukke for ventilationsanlæg.
RITZAU